1001 gram

Flere gange undervejs i den nye norske 1001 gram fortæller hovedpersonen Marie, ”at den tungeste byrde i verden er ikke at have noget at bære på”.

Det kunne for så vidt være en lommefilosofisk kliché fra en Gajol-æske, men det opsummerer egentlig ganske fint kernen i 1001 gram.

Som titlen antyder, handler filmen nemlig om vægt og målingskonstanter.

Umiddelbart ikke det mest spændende omdrejningspunkt – og så i en norsk film – men 1001 gram gør en dyd ud af nødvendigheden og åbner sig langsomt, men sikkert op som en dybere og ganske klog film.

Marie Ernst (Ane Dahl Torp) er fysiker og arbejder på det norske metrologiske institut sammen med sin aldrende far. Hun har netop afsluttet en skilsmisse, da hendes far får et alvorligt slagtilfælde.

Marie beslutter derfor at afløse sin far til det årlige kilogram-seminar i Paris, hvor repræsentanter fra hele verden mødes for at sammenligne og kalibrere hinandens kilogram.

Igennem en længere periode pendler Marie frem og tilbage mellem Norge og Paris. Eksmanden tømmer langsomt hendes hus møbel for møbel, og efter kort tids hospitalsophold dør Maries far.

Mens Marie føler, at hendes privatliv langsomt falder fra hinanden hjemme i Norge, finder hun støtte og stabilitet i de videnskabelige målingskonstanter, som de små lod på nøjagtigt tusind gram udgør.

Og i Paris knytter Marie samtidig hurtigt et særligt bånd til den nørdede Pi (Laurent Stocker), der arbejder på måleinstituttet og har en fortid som fysiker.

Men da Marie en dag kører galt med det norske kilogram i sin lille, blå elbil i Norge, krakelerer hendes sidste konstante fikspunkt i livet. Med Pis hjælp i Paris forsøger hun at genoprette det skadede lod og på den måde også genoprette balancen i sit eget liv.

1001 gram er den norske instruktør Bent Hamers syvende spillefilm. Hamer, der fik sit gennembrud i 2003 med Salmer fra køkkenet, lægger sig med sin nye film et underfundigt sted mellem noget meget norsk og noget ret europæisk. Filmens tone spænder fra underspillet, norsk humor og helt over til en underfundig melankoli, der strømmer gennem hele handlingen som norske gejsere midt i Frankrig.

Der er øjeblikke i filmen, som minder om Jacques Tatis kliniske komedier og andre, der lugter af den franske forfatter Michel Houellebecqs kyniske dissekering af det moderne menneskes tilværelse. Men samtidig rummer 1001 gram en god skandinavisk varme og menneskelighed, der skyder en vis portion originalitet ind i fortællingen.

1001 gram fokuserer en del på den videnskabelige diskussion, der handler om definitionen af de konstanter, vi alle tager for givet. Blandt gæsterne på seminaret i Paris flettes filosofiske diskussioner fint ind, for som en af videnskabsmændene siger i filmen: Hvis vi ikke er enige om de helt grundlæggende konstanter som vægt og længde, kan det i sidste ende føre til kaos og krig.

Bent Hamer kobler fint de kliniske og videnskabelige elementer sammen med Maries mere menneskelige forsøg på at lodde og balancere sit eget liv. For ét er, hvor meget tusind gram vejer i naturvidenskabelige kredse, men hvor meget vejer menneskets sjæl? Eller kærligheden? Eller livet?

Det er abstrakte spørgsmål, måske endda luftige floskler, men klogt nok dykker filmen da heller aldrig helt ned i dem. Det er konstant med en lille flig af ironisk distance, at 1001 gram fyrer sit tematiske skyts af. Og det klæder den.

Til gengæld er Marie og Pis kærlighedshistorie alt for simpel og letkøbt. Men med Ane Dahl Torps fintfølende og lavmælte præstation fungerer portrættet af den kvindelige fysikers liv alligevel udmærket. Da Marie vejer sin fars aske mod filmens slutning, og vægten næsten er tusind gram, rammer filmen sin egentlige kerne: Kan man måle og veje et menneskes byrde i livet?