Tv-anmeldelse
10. feb. 2015
12 Monkeys
Tidsmaskinen, der er omdrejningspunktet for James Coles (Aaron Standford) fortidsjagt, er et dystopisk mesterværk. Foto | Syfy

12 Monkeys

Terry Gilliams sci-fi-klassiker er blevet til begsort serie-suspense, der står på skuldrene af sine forgængere, men samtidig finder sin egen bane på tidsrejsen.

Af Christian Kronow

12 Monkeys var på Ekkos liste over de mest lovende serier i 2015. Med god grund. For det er ikke bare en hvilken som helst tv-serie, men et vovet livtag med hele to sci-fi-mesterværker.

De fleste kender Terry Gilliams postmodernistiske Twelwe Monkeys fra 1995, hvor Bruce Willis bøjer sit skæve smil og skaldede isse i tid og rum for at stoppe den gådefulde organisation Army of the Twelwe Monkeys. Færre kender mesterværket, der inspirerede Gilliam: Chris Markers stillbilledfilm La Jetée fra 1962 (udgivet på Ekko dvd #22).

Den nye serie har ført fortællingen i en dunklere retning, hvor antihelte og undergangstanker ruger i skyggerne. Og selvom historiens dominerende sindssyge ikke er lige så hysterisk som i filmen, gør serien sin forgænger ære og er stemningsspændt som en elektrisk askesky.

Den nye serie-fortolkning holder fast i Gilliams skrækscenarie.

Vi følger fangen James Cole (Aaron Stanford), der af mystiske forskere sendes tilbage i tiden for at stoppe et virusudbrud, der udryddede syv milliarder mennesker og har gjort Jorden anno 2043 til en postapokalyptisk ødemark. Her har de sidste overlevende givet køb på al menneskelighed for at holde sig i live.

Cole får i fortiden hjælp af virusforskeren Dr. Cassandra Railly (Amanda Schull), og sammen starter de et kapløb med tiden for at ændre den.

Den amerikanske kabelkanal Syfy har produceret serien, og skaberne Terry Matalas og Travis Fickett har trænet sig op på samme kanal som episodeforfattere på Nikita og hovedforfattere på den mindre kendte dinosaurus-serie Terra Nova.

Matalas og Fickett har gjort 12 Monkeys klædeligt mørk som tjære, og de har omfavnet den ulmende antihelt, som er blevet en serie-trend de senere år.

Aaron Stanford gør det fremragende som moralsk kølig og hærdet tids-hitman. Hans portræt af Cole er råt og udslidt, og i det hele taget har man lagt stor afstand til Bruce Willis’ sympatiske, men mentalt ustabile tidrejsefange.

Stanfords Cole er dedikeret til sin tidsjagt, fordi han anspores af intens dødsdrift i lige så høj grad som menneskehedens frelse. Han er en kompleks karakter, som slår en forsvarsløs kvinde, mens han filosoferer over umenneskelighedens moralske spilleregler.

Dr. Cassandra Railly (Amanda Schull) er næsten identisk med Madeleine Stowes psykiater, der har samme efternavn i filmen. Hun er nu virolog, men har stadig samme polerede hjælperrolle. Samtidig har en mild udgave af Bruce Willis’ sindssyge tidsforvirring og dommedagsfornemmelser sneget sig over i Dr. Cassandra Railly. Og selvom Amanda Scull stadig er meget pænpiget i forhold til seriens apokalypsetema, har hendes figur potentiale.

Det er dog Aaron Standfords hudløse portræt af Cole og en betongrå fernis over hele fortællingen, der giver gåsehud og paranoia på de rigtige tidspunkter. Og tidsmaskinen, der med sit dunkle lys på fascinerende vis splintrer Coles udspændte krop tilbage til fortiden, er som malet med stålhård, magisk specialeffect-magi.

Virkeligheden i år 2043 lugter dog meget af The Walking Dead, og man aner en snigende og uoriginal sidehandling trænge sig på.

Men så længe serien handler om Coles tidsrejser, er der masser af håb for fremtiden.

Titel:
12 Monkeys

Land:
USA

År:
2015

Konceptuerende instruktør:
Jeffrey Reiner

Hovedforfatter:
Terry Matalas, Travis Fickett

Medvirkende:
Aaron Stanford, Amanda Schull, Noah Bean, Emily Hampshire

Spilletid:
10 afsnit af 42 min.

Premiere:
16. januar 2015 på Syfy

Relevante artikler

Nyhed
10. dec. 2014
Ti lovende tv-serier i 2015

Ti lovende tv-serier i 2015

Fra samme skribent

Tv-anmeldelse
04. juni 2015
Peaky Blinders

Peaky Blinders

Tv-anmeldelse
08. maj 2015
Daredevil

Daredevil

Cph Pix
14. apr. 2015
White God

White God

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Det mørke tårn bliver udskudt
Nyhed
04. nov. 2016

Det mørke tårn bliver udskudt

”Jeg er stadig lavet af teflon”
Interview
06. juni 2013

”Jeg er stadig lavet af teflon”

Homeland den store Emmy-vinder
Nyhed
24. sep. 2012

Homeland den store Emmy-vinder

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!