12 Years a Slave

Bortset fra 70’er-milepælen Roots, Steven Spielbergs stovte Amistad, Quentin Tarantinos puerile hævnfantasi Django Unchained og en håndfuld andre har der været chokerende få amerikanske film om slaveri fortalt fra slavernes synsvinkel.

Steve McQueens 12 Years a Slave er uomgængelig i sin bestræbelse på at gøre noget ved den ubalance. Om ikke andet fordi det også er den første engelsksprogede film i genren instrueret af en efterkommer af slaver. Men også fordi det er en umådeligt stærk film, en fortælling om lidelse, udholdenhed, mod og humanisme, hvilket bare gør den elegance, den er fortalt med, endnu mere ærefrygtindgydende.

Filmen er bygget på en næsten glemt 1800-tals-erindringsbog af Solomon Northrup og udfolder uden at blinke begivenheder, der synes aparte i al deres gru, men som var almindelige for ikke så længe siden, før abolitionist-bevægelsen begyndte at ændre de hvide amerikaneres sindsstemning.

Solomon Northrup (Chiwetel Ejiofor i en stor gennembrudsrolle) blev født som en fri mand i 1808 og var i 1841 en dygtig tømrer og musiker med kone og børn, respekteret i det lille lokalsamfund i den nordlige del af staten New York. Han takker ja til et tilbud om at arbejde som musiker på en lille tour, men bliver bedøvet, og da han vågner, er han blevet solgt som slave. Hans medfanger advarer ham om, at hvis han råber op om, at han er en fri mand, vil han blive dræbt.

I Syden bliver han solgt på auktion af en amoralsk slavehandler (Paul Giamatti) til en relativt venlig (men alt er virkelig relativt i denne sammenhæng) plantageejer, spillet af Benedict Cumberbatch, der dog ikke tør så meget som at lytte til Solomons bøn om hjælp.

På den måde begynder den rystende, tolv år lange affære.

Solomon får frataget sit rigtige navn og bliver tvunget ind i et radbrækkende arbejde som bomuld-plukker. Han lever under kummerlige forhold, da han bliver sendt videre til en særdeles brutal plantageejer (Michael Fassbender, der lige akkurat holder balancen uden at overspille), hvor han bliver slået jævnligt og næsten dræbt ved hængning i en fænomenal scene, hvor lyddesignet bliver brugt med nærmest ulidelig effekt. Men værst af alt er alt hans håb om frelse meget tæt på at blive taget fra ham.

At han ikke overgiver sig fuldkommen til fortvivlelsen, er nærmest et mirakel, som kan gøre troende ud af selv de mest skeptiske ateister blandt publikum.

Faktisk er det en af filmens styrker, hvordan den følsomt skriver sig ind i et kristent tankesæt fra det 19. århundrede og uden at forfalde til hverken at prædike eller være nedladende forstår, hvordan troen holdt slaverne oppe. På et tidspunkt overtaler Solomon medslaven Patsey (Lupita Nyong’o) – en ung kvinde, hvis skønhed er hendes forbandelse – til ikke at begå selvmord, da det vil forbande hendes sjæl til al evighed.

Det er svært at finde ud af, hvor troende McQueen selv er, men han har så afgjort dyb empati for karakterer, der er villige til at deponere deres tillid i højere magter, som også Fassbenders sexmisbruger på kanten af helbredelse i instruktørens forrige film Shame og Fassbenders Bobby Sands i Hunger, hvor han sulter sig selv for en sag, han tror så inderligt på.

McQueen er en instruktør, der tiltrækkes af yderlighederne. Og alligevel er hans håndværksmæssige talent aldrig – selv ikke i hans tidlige karriere som videokunstner, hvor han rekonstruerede frygtløse Buster Keaton-stunts – mere stringent udfoldet end i 12 Years a Slave.

Efter prisregn og flotte præstationer ved billetlugerne over hele verden ville det være nemt at være kynisk og afvise denne beundring som et resultat af hvid skyldfølelse per refleks. Men hvis man kan nedtone al den baggrundsstøj og forholde sig til filmen i sig selv, bør alle kunne se, at det talent og den passion, der ligger bag filmen, er helt uangribelig.