1864 – Brødre i krig

Lad os begynde med det positive.

Borte har velsignet taget de diskutable afsnit med en gal, nationalliberal Ditlev Monrad og hans opgejler, skuespilleren Johanne Louise Heiberg. Under klippebordet finder vi også scenerne, hvor Bent Mejdings godsejer i mindernes vold korrekser vor tids ungdom og dens historieløshed.

Næsten væk er endvidere indvandrende romaer med deres slagfærdige folklore. Dansk landadel er ikke længere til sodomi og sadisme, kun antisemitisme og tyskerhad. Og grundhistorien er nu de to brødre, Laust og Peter i krig og kærlighed.

Tv-serien er så at sige skåret ind til bajonetterne. Til lidt over to timers handling, hvor halvdelen af historien er de flotte og flamboyante (og dyre) slagscener ved Dybbøl i 1864. Vi får de danske soldater som smukke tabere ved danmarkshistoriens Alamo, hvor overmagten i form af prøjsiske kanonader og kraftkarle løber os over ende.

Krigsscenerne fungerer både fascinerende og forfærdelige som et slags forspil til Første Verdenskrigs rædsler i skyttegrav og ingenmandsland. Krig er her meningsløs massakre til alle tider uden de politiske fodnoter fra tv-føljetonen.

På den måde er filmen næsten helstøbt. Men næsten slår som bekendt ikke nogen af hesten.

Denne amputerende operation på en al for diffus fortalt historie, der vil for meget, dræber om ikke patienten, så efterlades den alligevel med store sår, som ikke vokser naturligt sammen.

1864 – Brødre i krig har nemlig svære problemer med sin både psykologiske og handlingsmæssige sammenhængskraft. Det har kostet at klippe de mellemregninger ud, som med lodder og trisser gjorde det melodramatiske trekantsdrama psykologisk sandsynligt.

Dramaets Inge, først som gammelklog drengepige i 1851, siden som selvbevidst gravid sygeplejerske i 1864, forbliver et spontant postulat. Hendes senere falden til føje som baron Didrichs hustru på herregården er også ganske disharmonisk, ulogisk skildret.

Seriens overeksponerede tyskerhad blandt danskere er løjet lidt af. Men både tv-udgaven og filmen dæmoniserer tyskerne til en overmenneskelig krigsmaskine. Bevares, vi følger stadigvæk kort et par menneskelige, prøjsiske soldater.

Til gengæld bliver vore egne gutter, anført af William Dinesen (Johannes Lassen), Karen Blixens far og vaskeægte filmhelt med to sværd og to seksløber, angrebet af tyskere med infame dødningehoveder i kasketten. Tyskerne ledes af en skallet overskurk med samme kyniske grusomhed, vi forbinder med nazismens SS.

Senere anført af Søren Mallings clairvoyante sergent Johan udfører vore jenser et veritabelt kommandoraid, hvor vi effektfuldt mere er hjemme i noget ramasjang fra Det beskidte dusin end en realistisk scene fra en antikrigsfilm om 1864. Klipningen af krigshandlingerne går faktisk imod seriens intention: den historiske krigs blodige meningsløshed og nationale ydmygelse.

At vi overhovedet tabte krigen tragisk omtales kort i en bisætning mod filmens slutning.

Værst i 1864 – Brødre i krig er talentfulde Pilou Asbæk, som vitterligt ikke har meget at stille op med som baron Didrich: gennemført led, slesk og fej satan. Mens serien gjorde lidt ud af at hans psykopati nok skyldtes posttraumatisk stress fra Treårskrigen 1848-51, får han her hverken formidlende eller forklarende omstændigheder.

Selve kærlighedshistoriens udviklinger er klistret sammen med flashbacks og tekstskilte a la gamle stumfilm.

Alt i alt virker filmen umådeligt gammeldags. Med sin rustikke adel og almue i vejr og vind og klichéprægede replikker nærmer vi os i træsko folkekomediens grovkornede opsætning i de onde og de gode. På den anden side er det nok denne smukke sort-hvide historie, som bedst passer til smagen hos det nationalkonservative folketing, der skød millioner i projektet.