2 Days in New York

Kulturelle forskelle og misforståelser er ofte et træfsikkert emne på film, somLost in Translation,Babel og Fatih Akins hæsblæsende integrationsdramaMod muren har bevist. De relativerer kulturel praksis, udstiller besynderlige skikke og får os i bedste tilfælde til at tage vores egen etnocentrisme op til revision.

Kulturmødet er også udgangspunktet for fransk-amerikanske Julie Delpys komediedrama2 Days in New York. Men som bekendt er det sikre kort ikke altid det mest frugtbare valg, og det må siges at være tilfældet i Delpys noget højspændte bud på, hvad der sker, når et mere eller mindre velfungerende fransk-amerikansk par med sammenbragte børn skal dele de sparsomme kvadratmeter i deres designerloft på Manhattan med den franske parts mildt sagt uudholdelige og uforskammede familie.

Filmen følger op på Delpys instruktørdebut2 dage i Paris fra 2007 om den opkørte kunstner Marion, der spilles af Delpy selv, og hendes humørsyge og hypokondriske kæreste Jack (Adam Goldberg). I opfølgeren er indretningsarkitekten Jack skiftet ud med radioværten Mingus (Chris Rock), og mens den første film placerede Marion og kæresten i Paris’ brolagte gader, er det denne gang parrets hjem i New York, der fungerer som centrum for palaveren.

Og palaver er der masser af. Da Marion får besøg af sin far (spillet af Delpys egen far, Albert Delpy), søster Rose (Alexia Landeau) og dennes slibrige og selvoptagede kæreste Manu (Alex Nahon), er det begyndelsen på en række misforståelser og fadæser, der sætter Mingus og Marions forhold på prøve. Mingus kan ikke længere genkende Marion, der i sin franske families nærvær bliver (endnu mere) skinger og uligevægtig. Dertil kommer fornærmelserne fra hendes skamløse familie. ”Kan du lide Salt-N-Pepa?” spørger Manu ham med et skælmsk smil med henvisning til Mingus’ sorte ophav og den legendariske 90’er-hiphoptrios ditto.

2 Days in New York er forsynet med samme collageprægede stil som sin forgænger – Marion og familiens sightseeing til Empire State Building, markeder og souvenirbutikker klares på få sekunder ved hjælp af en flimrende montage af stillbilleder. New York fremstår befriende usminket, og billederne fremhæver fornemmelsen af storby-atmosfære, selvom de centrale scener udspiller sig i den tætpakkede lejlighed. Det samme gør bipersonerne, af hvilke den mest vellykkede er den latinamerikanske elektriker, der beder om en ”chai latte, nonfat milk, no sugar”. I New York er selv håndværkerne sundhedsbevidste.

Desværre er hovedpersonerne Marion og Mingus ikke et overbevisende par. Kan de overhovedet lide hinanden, spørger man sig selv, mens det ene skænderi afløser det andet – selv inden kimen til problemerne i form af Marions familie dukker op, bliver forspillet i sengen til mundhuggeri over kattens hårboller, og hvorvidt oralsex bør udføres med eller uden briller på. Der er ingen punchlines, småskænderierne er blot enerverende konfliktoptrapning uden forløsende klimaks.

Dertil kommer den alt for stereotype fremstilling af franskmændene. Okay, det er sjovt, at Marions far bliver taget i tolden med enorme mængder pølse og ost gemt i bukserne, men det bliver forudsigeligt, når søster Rose går trusseløs rundt i lejligheden og dyrker højlydt sex med Manu og, muligvis, Mingus’ elektriske tandbørste på badeværelset.

Dog skal Chris Rock krediteres for at tilføre sin karakter Mingus langt mere varme og vittighed end Adam Goldbergs kværulerende og humorforladte Jack. Og filmens vellykkede scener er da også båret af Rock – som da Mingus og Marions far er i dampbad, og forståelsesproblemerne bliver absurde.

Med2 Days in New York sender Delpy atter et kraftigt nik til Woody Allens sorte komedier med en neurotisk kunstner i hovedrollen. Desværre mangler Delpys udgave både charme og troværdighed.