22. juli – Dagen der ændrede Norge

En overlæge på akutafdelingen går til pressen med kontroversiel kritik af hospitalets ledelse. En politimand efterforsker de mystiske årsager bag et barns tragiske ulykke. En fraskilt skolelærer forsøger at holde fast i sin teenagesøn, der skal flytte ind hos sin far. En højreradikal blogger forsøger at få sin tekst trykt i avisen.

Men tragedien venter forud, som titlen 22. juli – Dagen der ændrede Norge ikke lægger skjul på. Og allerede i andet afsnit af serien, som skildrer begivenhederne før, under og efter angrebene i Oslo og på Utøya, eksploderer det hele.

Det er et effektivt træk af hovedforfatter Sara Johnsens manuskripthold. Det første afsnits afbrudte fortællinger illustrerer, hvordan begivenhederne fik hele landet til at gå i stå.

Hver en nordmand hives ud af sit eget liv og tvinges ind i en fælles historie, som ingen af dem har valgt. Og disse mennesker, der var tæt på, men ikke direkte involveret i katastrofen, vil for evigt være farvet af den skæbnesvangre dag.

Ligegyldigt hvad de forskellige nordmænd rodede med, virker det fuldstændigt ligegyldigt, når et enkelt menneske kan dræbe 77 mennesker på en eftermiddag.

Det er en stor ambition at ville formidle traumet, som hændelsen har påført den norske befolkning – et traume, der om muligt er endnu mere forfærdeligt end de voldsomme dødstal. Men det lykkes – vel at mærke uden at vise gerningsmandens ansigt.

To glade fragtmænd kører en tur. Over radioen spiller et program om, hvorfor Norge er verdens bedste land, og på vejen stopper de for en lokal skolepatrulje, der roligt fører børn sikkert over vejen.

Men da fragtmændene stopper ved deres destination for at levere seks ton kunstgødning, er der tilsyneladende ingen hjemme. De er lige ved at køre igen, da kunden kommer ud for at kvittere for leverancen.

Han hedder Anders Behring Breivik, og ligesom i Erik Poppes kontroversielle horrorfilm Utøya 22. juli har man i NRK-serien valgt ikke at vise morderen direkte.

”Breivik skal ikke omtales, fordi han ikke fortjener omtale,” har Sara Johnsen sagt til Aftenposten, men som denne scene viser, er det svært at undgå.

Og det er tilgiveligt, for selv om de fleste har fået nok af se og høre om Breivik i medierne, er mysteriet om hans motiv en essentiel del af den ubegribelighed, der præger det store nationaltraume.

”Breivik er et menneske. Og han er norsk,” skriver seriens fiktive journalist Anine så rigtigt om massemorderen. For som især seriens sidste par afsnit viser, er noget af det uhyggeligste ved den blodige misere, at gerningsmanden ikke er en international terrorist.

Det faktum kommer især bag på den fiktive blogger Breidablik, som umiddelbart efter eksplosionen i Oslo planlægger at bruge katastrofen til at sprede had mod muslimer. Han var en helt almindelig norsk mand, der boede hos sin mor og bare besluttede sig for at myrde en masse, unge socialdemokrater.

En katastrofe af denne kaliber kan ikke reduceres til politik. Traumet eksisterer uafhængigt af politisk overbevisning og vil hjemsøge Norge såvel som resten af Europa i mange år.

22. juli – Dagen der ændrede Norge kan i det mindste hjælpe os med at forstå det.