37

Den 13. marts 1964 blev en ung kvinde brutalt myrdet og voldtaget i den rolige forstad til New York, Kew Gardens. Et helt boligkompleks hørte lydene og så delvist rædslerne – 37 vidner meldte sig efterfølgende, men ingen havde kontaktet politiet på den skæbnesvangre aften.

Den spektakulære sag affødte en voldsom selvransagelse i det amerikanske samfund, og adfærdsforskere begyndte at studere ”Genovese-syndromet” (opkaldt efter den myrdede Kitty Genovese). For hvordan kan man passivt og stiltiende acceptere uhyrligheder begået udenfor ens egen hoveddør?

Det er, hvad Puk Grastens debutfilm 37 forsøger at undersøge.

37, der er inspireret af de virkelige begivenheder, tager sit afsæt i tre dysfunktionelle familier, som bliver vidner til det brutale mord.

Niårige Billy bor med sin bror og sine kristne forældre, der har en noget aparte opdragelsesstil. Hver eneste gang Billy siger et pip, som kan tolkes i en forkert retning, bliver der arrigt krydset af på et skema på køleskabet. Tredje gang skal Billy tage et skilt på, hvorpå der står, at han har været en slem dreng, man ikke må tale til.

Tolvårige Debbie er flyttet ind hos sine bedsteforældre, da hendes mor har gjort noget utilgiveligt og sidenhen er flygtet. Debbie lider af tvangstanker og tæller hvert et skridt, hun tager, da hun kun har et vist antal til rådighed hver dag.

Seksårige Troy flytter ind i boligkomplekset med sine forældre samme dag, som forbrydelsen sker. Moren Joyce (spillet af Samira Wiley fra Orange Is the New Black) forsøger at skærme Troy mod faren, der ser det som sin pligt at opdrage sønnen til at være ligeså ”tough” som Muhammad Ali.

Via de tre børn tegner Puk Grasten et dystert billede af den amerikanske middelklasse. Råddenskaben nærmest driver ned ad væggene i de små lejligheder, og en forvrænget Lynch-stemning breder sig.

Selve sagen får ikke den store opmærksomhed og fungerer kun som en meget løs ramme om de uhyggelige stemninger, Puk Grasten maner frem. Den suggestive, visuelle stil benytter sig af stærke farver, som når hele bygningen blinker rødt, eller en mørk gang tones i et kraftigt grønt skær.

På lydsiden knirker og knager det i ejendommen. Vi hører overboens skænderier og gulvtramp og Debbies evige tællen skridt: ”2641, 2642, 2643 ...”

Den fortættede stemning bliver mere og mere intens, jo tættere vi kommer på tidspunktet for mordet.

Universet forvrænges yderligere, som når Debbie leger med sit dukkehus, og vi føres ind i de forskellige rum, ligesom vi føres ind i de forskellige familier. Eller når en syret, dragende montage mikser en tv-udsendelse om en ørn, der spiser sit bytte, med en astronaut i rummet og drengen foran fjernsynet.

Det er her, Puk Grasten er bedst og viser en ny og spændende vej for dansk film. Det er modigt at gå sin helt egen vej og forkaste den sædvanlige berettermodel.

Men der er også begynderfejl.

Replikkerne virker mere som kommentarer til publikum end egentlige samtaler, og visse pointer bliver overgjort. Det gælder især den politiske vinkel på den afroamerikanske familie, hvor faren gang på gang siger til sønnike, at han skal være hård for at kunne klare sig i det hvide middelklassesamfund.

Puk Grasten vil lidt for meget (hvilket dog er bedre end at ville for lidt). Er det en surrealistisk artfilm, en samfundskritik eller en undersøgelse af mordet på Kitty Genovese vi er vidne til?

Hvis det er det sidste, man er interesseret i, er Netflix-dokumentaren The Witness et bedre bud.

37 er ikke en sandfærdig fortælling, og man har da også senere fundet ud af, at Kitty Genovese ikke døde alene, at nogle af vidnerne faktisk ringede til politiet, og at mange kun hørte nogle svage skrig.

Men 30-årige Puk Grastens debutfilm kan noget andet. Den kan tænde et lys i det danske vintermørke for en mere legende og eksperimenterende tilgang til filmmediet, som vi i den grad har brug for.