9. april

Åh nej, tænkte jeg straks. Er der da slet ingen ende på vor national-masochistiske dødsdyrkelse og sorgarbejde efter historiske og militære nederlag og fornedrelser?

Først kom den højtravende og pseudopatetiske tv-serie 1864. Nu kommer der så endnu et rekviem om vore traumatiserede mindreværdskomplekser som et lille land med dumme Dänen, der ikke har nogen som helst stil, ensidig strategi, fornuftig politik eller diplomatisk pli.

Men lad det være klart fra start, instruktøren Roni Ezra, mest kendt for sit manuskript til den Oscar-nominerede kortfilm Helmer & søn, har med sin danske spillefilmdebut leveret en flot og følsom film.

9. april er helt uden opbagt patos og forloren sentimentalisme. Derimod er den båret af en nøgtern humanisme, en mild impressionistisk realisme selv i dramatiske øjeblikke, hvor der skydes igennem, og mennesker dør. Filmen tager kort sagt fragilt og nænsomt hånd om, hvad der egentlig skete ved vores sønderjyske grænse den skæbnesvangre dag i 1940 uden patriotisk hornmusik og heroisk profil i mæle og billede.

9. april er konkret bygget op som en klassisk krigsfilm. Vi møder soldaterne på øvelse dagen før dagen den 9. april. Først og fremmest den flotte og stovte sekondløjtnant Sand, der oser af klasse og herkomst. Han spilles helt suverænt facetteret af Pilou Asbæk, som simpelt hen bare bliver bedre og bedre fra præstation til præstation.

Dernæst møder vi Sands mænd. Først mange, siden den store håndfuld menige, han deler skæbne med i de årle morgentimer, hvor Danmark bliver løbet over ende. Her er den overvægtige tyksak, den kloge med briller, den barske københavner og den sindige kronjyde. Og officererne med deres brøsige manerer, honnør og kommandotone med rang og nummer.

Der løber meldinger ind om tyske troppebevægelser syd for grænsen. Så kommer den første kaotiske træfning mod en overmagt i panser og plader, kampvante soldater og kampvogne, mens danskerne cykler til slagmarken med et rekylgevær. Vores soldater trækker sig tilbage, to andre træfninger følger med eskalerende vold og blod, tab på begge sider. Men selvfølgelig værst og smerteligst for os danskere, der altid ser os selv som smukke tabere over for de grimme vindere.

Men filmen udmærker sig ved netop ikke at stille ven og fjende op som helt og skurk på et geografisk skakbræt.

De danske soldater er indkaldte amatører, der vil leve det stille og almene liv. Tyskerne er deres professionelle modstandere med bedre materiel og mandskab og navnlig erfaring i moderne krigsførelse. Så det går helt forventeligt, og vi overgav os som bekendt også (for) hurtigt. Men i hvert fald for filmens danske soldater kom overgivelsen tragisk en kende for sent.

Dramaet fortælles af fotograf Phillippe Kress i de gråmelerede farver, der ligner 1940’ernes håndkolorerede fotografier. Det smukke Sønderjylland med douce forårsfarver, koldt sollys og endnu golde marker.

Tobias Lindholm, en af dansk films bedste manusforfattere, har (sammen med Jannik Tai Mosholt) leveret en fortælling, som ikke afviger fra de facts og forviklinger, der kendetegnede invasionen. Stilrigtigt undgår man en romance bortset fra de breve, soldaten altid skriver til kæresten eller konen, før slaget går i gang.

Men der er plads til poetiske øjeblikke. Soldaterne cykler i silhuet af sted med solen i siden på en bakke. Et cykelhjul punkterer under flugten, mens fjenden nærmer sig. Den danske Jens har altid tid til en tår kaffe midt i kugleregnen.

Alle spiller godt. Jannik Lorenzen er fin som den stille, men saglige menige Gram med en tysk far. Joachim Fjelstrup er kæphøj og kæk som en Brad Pitt-agtig, hurtigskydende sergent. Lars Mikkelsen spiller den nationalistiske og aristokratiske oberstløjnant Hintz.

Ifølge dolkestødslegenden i nederlagets time svigtede regeringen hæren. Men spørgsmålet står åbent. 9. april udpeger ingen skurkagtige politikere, hverken i København eller blandt generalstaben. Det er en fin lille, men stærk film.