Anmeldelser

Ekstremt velspillende Cate Blanchett redder flot, men flad nyfortolkning af Disneys Askepot som den onde stedmor, der har dybde, charme og lækkert hår.

Reese Witherspoon trækker i praktiske sko, sjusket tøj og generel giv-mig-en-Oscar-attitude i veldrejet vandrefilm, men alligevel kan hun ikke ryste sit image som pæn pige af sig.

Den svenske auteur Roy Andersson afslutter mesterligt sin surrealistiske trilogi om ”at være menneske”, der vil blive husket som en af de store bedrifter i filmhistorien.

Skodkopier og sjusket formidling af den danske filmskat – Nordisk Film sætter en ny bundstandard for den moderne online-videobranche.

Ny serie af folkene bag 30 Rock får høj komik ud af sammenstødet mellem religiøs fanatisme og moderne forbrugskultur.

Danny Boyles satiriske politiserie er ved at kløjs i sine ambitioner, men med Londons overvågningsapparat som kamerahold kan den udvikle sig til noget interessant.

Will Smith skal forestille at være en distingveret storsvindler med fingrene langt nede i lommer og dametrusser. Men han er snarere en simpel fusentast i fad kupfilm.

Manden bag District 9 og Elysium har skabt en sjov og bjergtagende robot, der kommer i dårligt selskab i Sydafrikas gyder.

Det kan tage årevis at blive skilt i Israel – hvis man overhovedet får lov. De sexistiske absurditeter hober sig op i kafkask retsalsdrama med empati og satirisk brod.

Fantasiens mester, Tim Burton, vover sig ud i virkelighedens verden med historien om maleren Margaret Keane. Men fantasi klæder nu engang Burton bedst.

Oscar-vinderen Julianne Moore lader os mærke Alzheimers’ klamme hånd på egen krop i en befriende usentimental film, der lider af mild berøringsangst.

Filminstruktøren John Carpenter debuterer med et album, der er fyldt til randen med musik, man næsten ønsker, der var levende billeder til.

Matthew Vaughns nye tegneseriefilmatisering er en parodisk pærevælling, hvor action og satire har svært ved at forenes. Kun Colin Firth bider fra sig som hårdtslående spion med britisk klasse.

Hvor mange gange har krakelerede porcelænsdukker optrådt i gyserfilm? Anden omgang natteroderi med den sortklædte gengangerske føles som noget, der er oplevet før og bedre.

En animeret opdatering af Ole Lund Kirkegaards hyldest til uregerlige drenge er sjovest, når den lader den politiske ukorrekthed herske.

Erik Clausens tag på demens i arbejderklassen, der stadig husker en bedre, socialdemokratisk fortid, er hans bedste film i årevis.