Anmeldelser

Et forpjusket og knuselskeligt generationsportræt af hiphoppere fra den digitale tidsalder. Skuespillet er uerfarent, men humoren er spændstig som en morgen-stådreng.

Håndværket og præstationerne er forrygende i autentisk, fransk gangsterfilm, som godt kunne være strammet lidt op.

Befriende langt væk fra hovedstadens velbjergede middelklasse leverer TV 2 med overbevisende skuespillere sin til dato bedste danske tv-dramatik.

Georgisk film på en lille ø kræver tålmodighed af publikum, men leverer bjergtagende naturbilleder og i glimt overrumplende filmmagi.

Frustrationen i det græske samfund eksploderer i Syllas Tzoumerkas drama, der med energisk realisme er et væsentligt vidnesbyrd om tilstanden i den unge generation.

Tobey Maguire imponerer som det maniske skakgeni Bobby Fischer, der i 1972 slog russiske Boris Spasskij i årtiers bedste spil skak.

Mød Daft Punk uden robotmasker, når Eden tager pulsen på rave-generationen i 90’erne. Filmen sparer på godt og ondt følelserne til dansegulvet.

En litauisk film om to kvinder fortæller gribende om den ungdomsforelskelse, der kan ændre hele ens verden. Her er symbolik i bændelorme og konkylier.

Kan der komme en god film ud af matematiske formler og kompleks algebra? Ja, åbenbart. Den engelske X+Y er fyldt med personlighed, intimitet og lun humor.

Michael Madsen skabte med den mesterlige Into Eternity nærmest sin egen genre: sci-fi-dokumentaren. I sin nye film spørger han, hvad vi ville gøre, hvis vi fik besøg fra det ydre rum.

Moralen skurrer, men Owen Wilson er et forfriskende valg som actionmand i den elementært spændende No Escape.

Tysk drama fortæller historien om processen op til det retslige efterspil af Auschwitz i en velspillet og svimlende flot film.

Meget kunne være gået galt, men filmen om EM-triumfen i 1992 er både veloplagt underholdende og et agtværdigt bud på den første danske spillefilm om elitesport. 

Jake Gyllenhaal banker sig med møje og besvær ind i hjertekulen som selvdestruktiv bokser.

Med far på førersædet kører plat amerikansk komedie derudaf. Trods bump på motorvejen er de mange humoristiske stop et godt kick for de tømmermandsramte og popcornslystne.

Selvom Irrational Man ikke kan holde trit med Woody Allens beslægtede mesterværker, så svøber instruktøren kyndigt den eksistentialistiske tragedie i sommerlig idyl.