Anmeldelser

Verdens mest berømte filmmonster huserer igen, og fans kan godt glæde sig. Godzilla anno 2014 er gedigen popcorn-action med frydefuld destruktion.

Donald Rumsfeld støtter Guantanamo og tror ikke på fred i Mellemøsten. Errol Morris giver et sjældent indblik i Washingtons magtspil i sin dokumentar om forsvarsministeren.

Bryan Singer og hans stjernecast er fulde af overskud i den hidtil mest intrikate og ambitiøse X-Men-film, som også er seriens bedste til dato.

Dansk hævntogt i Det Vilde Vesten forener det bedste fra klassisk spaghetti-western med ny nordisk samvittighedsdrama. Yeehaw!

Dansk version af Gøgereden på pilletrip er nærmere en parodi end en hyldest. De improviserede folkekomedie-optrin er gakkede, men ikke særlig sjove.

Hvad ville du gøre, hvis du fandt ud af, at dit barn ikke var dit? Gribende og usentimentalt japansk drama om to forbyttede børn filosoferer over arv og miljø.

En af Disneys bedste skurke bliver gjort menneskelig. Men Angelina Jolies stenansigt gør det svært at finde empati for den hornede heks.

Arkivmateriale og mesterlige rekonstruktioner mikses til en åndeløst spændende dokumentar-thriller i Andreas Kofoeds portræt af den danske våbensmugler Niels Holck.

Simon Staho har klippet sin musical om til et firskårent melodrama med en højst utroværdig kærlighedstrekant. Forsøget må betragtes som mislykket.

En mand kører i bil og taler i telefon – mere sker der ikke i Locke. Hvem kunne forudse, at det er opskriften på et stramt suspensefuldt og fundamentalt vellykket drama?

Jesse Eisenberg er psykopatisk veloplagt som dobbeltgænger i Richard Ayoades kække og klaustrofobiske hjernevrider, der bygger på en roman af Dostojevskij.

Manden bag Family Guy har lavet en westernkomedie, der har sine sjove øjeblikke. Men på et tidspunkt flyder bægeret over med prut, pis og bæ-humor.

Netflix-serien om dagligdagen i et kvindefængsel har mistet sin uskyld og byder på mere drama og mindre komik i anden sæson.

Der skal advares om klumper i halsen under denne teenageromance med iltslanger og kræftdiagnose. Filmen tager døden og kærligheden alvorligt og er tilsyneladende vaccineret imod følelsesporno.

Forsangeren nægter at tage sit forvoksede papmache-hoved af i band-portrættet Frank, der syder af selvironisk hipsterhumor, men ender som en rørende, tragikomisk granskning af det ægte talent.

En kat i Paris beviser, at man sagtens kan skabe følelsesmæssig og visuel dybde til børn uden buldrende 3D-effekter.