Anmeldelser Tagget med: cph:dox

Cph:Dox-vinder konfronterer det tidligere Jugoslaviens nationale traume med en stærk poesi, som de færreste film har modet til at forsøge sig med.

Fransk dokumentar om Isabelle Huppert og hendes skuespilkollega giver en aldeles fremragende indsigt i vidt forskellige kunstneriske metoder.

Anne Regitze Wivels meget personlige film om døden gaber over for meget, men er et godt udgangspunkt for en dybere samtale.

Vigtig dokumentar om fristed for transkønnede i 1960’ernes USA afspejler nutidens blanding af fordom og fremskridt.

Gådefuldt drama fra palmeøerne i Fransk Polynesien skaber en antropologisk stemning og har et kameraarbejde så overvældende, at man føler sig hensat til et planetarium.

Skræmmende dokumentar bringer os ind i det kinesiske overvågningssamfund og viser, hvor galt det kan gå, når ny teknologi falder i hænderne på et totalitært regime.

Dokumentar undersøger det kapitalistiske økosystem for dinosaurfund, men får ikke besvaret det mest brændende spørgsmål: Hvorfor er dinoer så fede?

Dokumentar skildrer rørende tre kvinders utrættelige kamp mod Orbáns diktatur i Ungarn, men undersøger kun på skrømt, hvorfor hovedparten af befolkningen finder sig i det.

Dokumentar om Nick Cave og hans faste makker Warren Ellis’ arbejde i studiet er en spektakulær intimkoncert, der giver et fascinerende indblik i den kreative skabelsesproces.

Lidenskabelig dokumentar om brændende kærlighed og vulkandyrkelse er en unik filmisk oplevelse, som fortjent er favorit til hovedprisen på Cph:Dox.

Dokumentar om forældreløs, ukrainsk dreng tegner et tragisk billede af landet, men viser også borgernes enestående fighterånd.

Uden stjernestøv eller filmiske finurligheder er Lars Ostenfelds dokumentar om klimakrisen mere skræmmende end den blodigste gyser.

Michael Graversens film om familiens forsoning er forfriskende ægte, menneskeligt gribende og sjældent opløftende hverdagsrealisme.

Dokumentar af dansk-pakistansk instruktør brillerer, når den gør vores fordomme om Pakistan til skamme.

Via helligdage bringer dokumentar os ind på livet af den almindelige russer i et uhyggeligt regime, der selv på kvindernes internationale kampdag tæsker demonstranter.

Det er gribende, når Sinéad O’Connor fortæller om at bruge musikken til at bearbejde barndommens traumer og insisterer på at være en politisk popstjerne.