Anmeldelser Tagget med: cannes

Bong Joon-hos skamløst underholdende allegori over den absurde forskel mellem rig og fattig er ikke bare bedste film i 2019, men et hovedværk i moderne filmkunst.

Eksplosivt drama fra berygtet Paris-forstad skildrer overraskende nuanceret sammensmeltningen af godt og ondt på et sted overladt til sig selv af staten.

Ken Loach spidder det umenneskelige freelance-arbejdsmarked med en gribende beretning om en kernefamilie, hvor én ulykke kan få hele korthuset til at vælte.

Italienske Alice Rohrwacher sammenfletter en virkelighedsnær historie om udnyttelse og modgang
 med skrøner og magiske visioner i en af de seneste års mest originale film.

Pawlikowskis personlige værk er et smerteligt og suggestivt vintereventyr om at leve på polsk under Den Kolde Krig.

Japanske Kore-eda får os ubesværet til at reflektere over moral og familiebegrebet i sin vidunderligt gribende Guldpalme-vinder, der er en af årets store film.

Under en fernis af genrekultfilm udforsker Ali Abbasi grænsen mellem menneske og dyr i et formidabelt eventyr, der knytter an til emner som migration og flydende kønsroller.

Der er lavet mange film om handicap, men få, der så sanseligt formidler følelsen af at befinde sig i grænselandet mellem de seende og de blindes verden.

Paolo Sorrentinos nye film blev hyldet af kritikerne på Cannes – men Lars Bukdahl vil ikke se giraffen, og han vil slet ikke se den forsvinde!

Den mexicanske festival-darling Carlos Reygadas har skabt et fascinerende kalejdoskop af personlige minder, fantasier, socialkommentar og glimt af et thriller-plot.

Refn går linen ud som voldsfilmens Tarkovskij i Only God Forgives, der er et sublimt – og subliminalt! – grænseoverskridende stemningsdigt, men savner en historie og karakterer, man kan engagere sig i.

Production designeren har hovedrollen i Baz Luhrmanns ventede F. Scott Fitzgerald-filmatisering, der viser den amerikanske drøm set fra bagsiden.

Social tragedie som Katrina forvandles til en livsbekræftende fabel og et filmisk festfyrværkeri.

Michael Hanekes Guldpalme-vinder fortjener alle de stjerner, den kan få, skriver Klaus Rifbjerg.

Joseph Cedar har lavet en bidende satire om det akademiske miljø og en sort komedie om det at være jøde.