Adèles liv – kapitel 1 & 2

”Blue is the Warmest Color” er den ved første øjekast poetisk flagrende titel på den grafiske roman, dette års Guldpalmevinder er løst skåret over.

Efter at have set filmen går det dog op for én, at titlen faktisk rammer Abdellatif Kechiches film på kornet. For her portrætteres livet, som det ofte er, indhyllet i bitterhed og melankoli. Et langstrakt blues-nummer om livet og kærligheden i en moderne storbyverden, hvor vi er blevet givet friheden til at såre os selv og hinanden.

Filmens danske titel, Adèles liv – kapitel 1 & 2, er til gengæld en ganske præcis varedeklaration: ét liv i to film, lagt sammen i én. Teenageårenes coming of age-drama med dets drømme og forhåbninger, og de samme drømme og forhåbningers afmontering i voksenlivets modne kærlighedssang.

Tematisk ligger den franske film sig tæt op af Nikolaj Arcels Sandheden om mænd og Joachim Triers to mesterværker, Reprise og Oslo, 31. august. De er fælles om den melankolske grundtone: Blå. Men helt særegen er Adèles liv – kapitel 1 & 2 i sin nærgående sanselighed.

Abdellatif Kechiches nærbilledæstetik er uovertruffen og rørende, bogstavelig talt. Man føler sig kærtegnet og slået af en syngende lussing.

Én ting er de famøse sexscener – hånden på ballen, ansigtet i skrævet, et sultent kys – der som det mest naturlige vokser ud af handlingen og delagtiggør tilskueren i kvindernes lyst. Endnu vigtigere er det, at man genopdager, hvor uendeligt mange følelser der kan ligge i en mundvig, et vigende blik. Som en seismograf opfanger billederne hver en antydning af svigt og tvivl, kærlighed og jalousi.

Og det fungerer! Adèle Exarchopoulos’ ansigt i titelrollen er først vagtsomt og tøvende, siden åbent og fuldt af lyst, da kærligheden griber hende. Til sidst bærer hun skylden og bitterheden i sit martrede blik. Léa Seydoux er den erfarne kvinde, Adèles store kærlighed, der tager hende under sin vinge og elsker hende og viser hende verden.

Samspillet mellem dem er dokumentarisk intimt.

”Det føles, som om jeg faker det hele,” siger den unge Adèle i starten til sin betroede bøsseven. For veninderne kræver sex og sladder, og Adèle parerer ordrer og knalder troskyldigt med gymnasiekæresten. Men alt føles fremmed, uvirkeligt, som stod hun på sidelinjen i et liv, der ikke er hendes.

Da hun ser en blåhåret engel på den anden side af et fodgængerfelt – øjeblikket føles som en poetisk evighed – er der ingen tvivl. Adèle er til piger, og hun gengælder tøvende en venindes trøstende ord og fjollede kys med et akavet, overrumplende kys. Og bliver afvist.

Kun her er homoseksualiteten et tema, men det bliver aldrig demonstrativt. Snarere bruges det til at sætte teenageårene på spidsen. For i teenageårene er vi alle outsidere.

Hun møder tilfældigt den blå engel igen, da hun, ekskluderet fra kredsen af veninder, prøvende besøger en homobar. Emma, som hun hedder, læser på kunstakademiet, er væsentlig ældre og snakker om Sartre.

”Ligesom Bob Marley,” svarer Adèle. Men først senere, da kærligheden ikke længere er en rus, men en hverdag, træder den intellektuelle klasseforskel frem som en barriere imellem dem – et af filmens centrale temaer.

De flytter sammen. Adèle bliver folkeskolelærer, Emma feteret kunstner. Og pludselig er Adèle igen en tilskuer til livet, til fest med Emmas venner fra den kreative klasse. Hun drives – jaloux og bitter – ud i en affære med en storflirtende kollega. Emma er ubarmhjertig. Og så står hun der, Adèle, med al sin kærlighed, al sin lyst, uden modtager. Den utro er sit eget største offer, og filmens sidste akt gør ondt helt ind i sjælen.

Abdellatif Kechiche er fransk films store humanist, og her har han lavet sin bedste film til dato, et almenmenneskeligt drama om ungdommens skuffede idealer og voksenlivets brændte broer.

En film, der understreger, at livet sjældent er rosenrødt, men ofte et hav af blå flammer.