Serieanmeldelse
23. aug. 2019
The Affair – sæson 5
Claes Bang (tv.) gør sin entré som flødebollen Sasha. Han stjæler opmærksomheden fra Noah (Dominic West), mens Noahs ekskone Helen (Maura Tierney) har sit at kæmpe med. Foto | Paul Sarkis

The Affair – sæson 5

Claes Bang rusker op i melankolien og stjæler showet som feteret flødebolle i sidste sæson af serien om en affæres uoverskuelige konsekvenser.

Af Claus Nygaard Petersen

Efter fire forrygende sæsoner er det blevet tid til sidste omgang med forfatteren Noah Solloway og konsekvenserne af den affære med servitricen Alison, han havde i første sæson af The Affair.

Forrige sæsons helt store plottwist var Alisons død, og nu er det presserende spørgsmål op til premieren: Hvad nu?

Serien er særligt kendt for at gøre brug af subjektiv fortælling. I flere afsnit ser man den samme begivenhed udfolde sig, men fra forskellige menneskers perspektiv, så en situation kan opfattes anderledes.

I femte sæson er der flere synsvinkler: Noah, hans ekskone Helen, kæresten Janelle og – som noget nyt – en fremtidsversion af Alisons datter, Joanie. På trods af tidligere brug af flash-forward har serien ikke været så langt ude i fremtiden før.

De har alle hver deres problemer, som de skal håndtere personligt og i forhold til omverden.

Som det så ofte sker med succesfulde bøger, kommer Hollywood også her bankende for at filmatisere Noahs roman.

Danske Claes Bang – der fik sit gennembrud i The Square – er indbegrebet af den selvfede Hollywood-stjerne i rollen som Sasha Mann, der har set sig lun på historien.

Benovet og spændt på udsigten til at blive endnu mere berømt, siger Noah ja. Han skal dog lige vænne sig til, at han ikke længere er den største celebrity i lokalet. Det erfarer han pinefuldt og tåkrummende, da han tror, at den søde pige ved et andet bord smiler i hans retning.

Men det er naturligvis Sasha, som tiltrækker sig opmærksomheden i lokalet!

For Helen er det hele heller ikke så rosenrødt. Hendes mand Vik dør af kræft, og vreden over, at hun nu er alene, brænder i hende.

”Hvorfor var det ikke dig, der døde?” spyer hun ad Noah.

Ensomheden gør ondt, men takket være Sasha finder hun roen. Et par herlige øjeblikke i hans luksuriøse hus, hvor Claes Bang både hænger med hovedet nedad og smider trøjen for at spille basketball, ender med, at hun falder for hans charmerende væsen.

Mest interessant af de skiftende synsvinkler er Joanies.

True Blood og X-Men-skuespilleren Anna Paquin skildrer den nu voksne datter, der er gift med to børn, men langt hellere vil være på arbejde end at bruge tid sammen med familien i hjemmet.

Da der opstår en mulighed for at stikke af til hjembyen Montauk, gør hun det uden tøven. Hvorfor? Det er tre afsnit inde i serien ikke blevet afsløret, men et dobbeltliv med hård kvælningssex og skænderi på et toilet giver et vink om, at opvæksten uden moren har præget hende.

Det, man giver videre som forælder, har været et gennemgående tema i serien siden begyndelsen. Men her på falderebet er det blevet det altoverskyggende.

Noahs børn vil egentlig ikke have så meget med ham at gøre. De bebrejder ham stadig for at have ødelagt deres familie for mange år siden.

Det kommer tydeligst til udtrykt, da han finder ud af, at datteren Whitney havde bedt stedfaren Vik om at føre hende op ad gulvet ved hendes bryllup. Bedrøvet ser Noah, hvordan den døde mand holder en tale for hende i en videobesked, han havde optaget før sin død.

I et univers omsluttet af følelsesmæssig mørke er Claes Bang fyrtårnet af lys. Han giver den fuldt ud som feteret actionmand. Enhver fordom om megastjerner bliver smidt igennem satirekværnen, og den danske Don Juan har tydeligvis en fest med det.

Femte sæson af The Affair fortsætter det høje niveau fra tidligere sæsoner.

De personlige dramaer bliver belyst fra flere sider, og lysten til at engagere sig i de efterhånden velkendte menneskers liv er der stadig. Og med Claes Bang som x-faktor, der rusker op i melankolien med liv og glæde, er underholdningen også hjemme.

Titel:
The Affair

Sæson:
5

Land:
USA

År:
2019

Serieskaber:
Hagai Levi, Sarah Treem

Medvirkende:
Dominic West, Maura Tierney, Claes Bang, Anna Paquin

Spilletid:
Elleve afsnit af 60 minutter

Anmeldelse:
Tre afsnit

Premiere:
26. august på HBO Nordic

Relevante artikler

Tv-anmeldelse
07. okt. 2015
The Affair – sæson 2

The Affair – sæson 2

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
27. nov. 2023
Thanksgiving

Thanksgiving

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!