Agent

Joe arbejder som agent for sin mor, som ejer et bureau for kunstnere i film- og underholdningsbranchen. Bureauet skal promovere kunstnere ude i verden, gøre dem rige og berømte og lave store kontrakter.

Joe er effektiv og entreprenant, en rar fyr, generøs og gelassen og en glad festabe. Men han har også problemer med sin ekskone og sin tiårige, gammelkloge datter. I øvrigt skylder han halvanden million kroner til en bøs mand, der overbevisende spilles af Thomas Blachman.

Der er nemlig det sjove ved Nikolaj Lie Kaas’ serie Agent, at de fleste medvirkende, skuespillere, kendisser og sågar medieglade politikere spiller sig selv.

Vi oplever også en skuffet Lars Ranthe, som ikke får en filmpris, og Sidsel Babett Knudsen, der giver den hele armen som en anden hyperventilerende og kæderygende Jennifer Saunders fra den berømte, britiske sitcom Absolutely Fabulous.

Motoren i morsomhederne er, at alle de kendte får lov til at udlevere og parodiere sig selv med deres manerer og grimasser, dramatiske kendetegn og krukkede attituder, som vi elsker fra deres film og anden optræden.

Imens roder Joe sig ind og ud af klassiske komediesituationer, diverse forhindringer og pinligheder. Han bliver fyret af sin mor og mister mere og mere kontakt med sin forsømte datter.

Joe spilles forrygende, energisk og veloplagt af Esben Smed, som for en gang skyld ikke skal være dansk films vrede unge mand med en plan. Faktisk er Smed måske det mest originalt positive ved serien. At han afslører et klart talent for farce, lystspil og ikke mindst screwball-komedie.

Desuden skal Agent roses for sit lækre production design og i det hele taget det filmmæssige håndværk med relevant og jordnær brug af København.

Seriens forfatter og instruktør, Nikolaj Lie Kaas, kalder selv sit værk for ”en komedie oven på et drama”. Og der er ikke helt forkert. Men det havde været mere præcist at sige, at serien er en fordanskning af den franske serie Ring til min agent!, som Kaas indrømmer, at han kender.

Jeg undrer mig over, at man i TV 2’s pressemateriale undlader at pege på seriens franske forbindelse.

Ganske vist er den franske et ensemblespil centreret i et kontor, mens Agent mest er Joes trakasserier. Men ligesom hos franskmændene er pointen, at skuespillerne indforstået og kærligt udstiller sig selv som berømtheder.

I den franske serie kommer vi til filmfestivalen i Cannes, mens vi i Agent er til uddelingen af Robert-prisen. Det drejer sig begge steder om famøse aktører, som så gerne vil have succes, men har problemer i branchen.

Den franske serie er elegant, den danske mere elefant.

Med en grovkornet og egentlig modig humor, som ikke er bange for at udstille woke i det offentlige, tourette-syndromet og TV 2-journalisten Ulla Terkelsen. Eller putte en dværg i en vaskemaskine.

I det hele taget nærmer Agent sig det platte latterværk, som præger nyere folkekomedier, der handler om klassefester, jagtselskaber og julefrokoster. Vi kommer på kanotur i fjerde afsnit, og her skal man synes, det er morsomt, at man boller på en benzinstation og glemmer sit barn samme sted, og at en bil eksploderer på grund af ild.

Der er toner i serien, som er opfindsomme og skægge – især i de to første afsnit, før det hele bliver til lavkomik og prutpose.

Men vi griner forskelligt ad forskellige ting. Er man til Klown og i øvrigt ikke kender Ring til min agent!, vil man blive lårklaskende og larmende underholdt.