Air

Forbavset, men venligt tager Deloris imod uanmeldt besøg fra Sonny.

Hun leder ham ind i baghaven, hvor hun fortæller om familiehjemmet ved skovbrynet, som slægten har beboet siden den amerikanske borgerkrig. Ellers ejer de ikke meget og nøjes med en stille middelklassetilværelse.

Men det simple liv er snart forbi.

Sonny repræsenterer sportsmærket Nike og har krydset USA fra Oregon til North Carolina i håb om at kunne sponsorere Deloris’ søn, basketballspilleren Michael Jordan.

Året er 1984, og selv om Jordans navn allerede er på alles læber, er atletens karriere kun lige begyndt. Alle de store sportsmærker står i kø for at forhandle et sponsorat.

På overfladen udfoldes en moderne David og Goliat-fortælling om, hvordan den dengang relativt lille virksomhed med Sonny som primus motor kæmper for at vinde sportsstjernens gunst i forhold til de etablerede mærker.

Matt Damon og Ben Affleck genforenes som henholdsvis den ambitiøse og utrættelige Sonny og Nike-stifteren Phil Knight.

”Kommer det derfra?” spørger Sonny mistroisk, når stifteren fortæller en anekdote om, hvordan han fik idéen til sloganet.

Spurgt om en dødsdømt ville sige nogle sidste ord, svarede han ved en henrettelse, som stifteren ifølge ham selv vidnede: ”Just do it.”

Deres særlige gnist udspringer af skuespillernes venskab i virkeligheden. Det smitter af på filmen, så publikum mærker, at makkerparret har gennemgået meget sammen.

Bag kameraet har Ben Affleck høstet ros for The Town og Oscar-vinderen Operation Argo. Men Air er den første film, han har instrueret i syv år efter den dårligt anmeldte Lev om natten.

Angiveligt skulle Michael Jordan have krævet, at Viola Davis spiller hans mor. Og hun er som forventet en fornøjelse at se som filmens eneste navngivne kvinde.

Filmen undlader at vise Michael Jordans ansigt, men hun optræder som hans repræsentant. Med lige dele moderlighed, forretningssans og retfærdighedsfølelse går hun i clinch med Sonny for at få, hvad hun vil have.

Den sprælske garderobe emmer af 80’er-nostalgi med bredskuldrede jakkesæt, stramtsiddende kjoler, polotrøjer, guldsmykker og vilde frisurer.

Nostalgien og persongalleriet er forførende, men forstyrres af voldsom product placement, som måske er uundgåelig i en film om markedsføring for mærkevaresko.

Filmen tegner et poleret, glamourøst billede af årtiet, der tilsat tidens pophits som Bruce Springsteens Born in the USA minder om en tv-reklame.

Det er formentlig bevidst, og filmens billedskønne iscenesættelse af sko og sportstøj vil uden tvivl påvirke salget hos Nike.

Overalt ses logoet printet på tøj, kaffekopper og sågar bøjet i neon på væggen.

Særlig iøjnefaldende er Ben Afflecks svulmende fysik klemt ned i lycra-bukser efter en løbetur. Klædt fra top til tå i Nike poserer han med let spredte ben, som var han en model på en catwalk.

Konkurrenten Adidas bliver hånet for grundlæggerens nazistiske fortid, mens Converse – som dengang stod for halvdelen af skosalget til den amerikanske basketball-liga –bliver udkonkurreret og senere opkøbt af Nike.

”Griskhed er godt,” lyder Michael Douglas’ berømte replik i yuppie-satiren Wall Street fra 1987. Den havde klædt Air, der tilsyneladende tager budskabet bogstaveligt.

Jordan-familien hyldes mere for Deloris’ forretningssans end dørene, de har åbnet for atleter, der tidligere blev udnyttet af sportsmærker.

De øvrige medvirkendes utilfredsstillende eller manglende privatliv skildres som et nødvendigt offer for at bede ved mammons alter.