Albert

For mig var det altid et særligt højdepunkt, når der i folkeskolen blev læst højt om Frode, Hodja, Lille Virgil eller en af anden af Ole Lund Kirkegaards klejne helte.

Kirkegaard er en af de mest filmatiserede danske forfattere, og hans eventyrlige universer – hvor utyskestreger og uopdragen nysgerrighed er sundhedstegn – har fulgt flere generationer af børn.

De senere år har man pustet nyt liv i Kirkegaards fortællinger med animationsfilmene Orla Frøsnapper, Gummi T og Otto er et næsehorn. Og nu er turen kommet til den uregerlige og snarrådige lille eventyrer Albert, efter at Jørn Faurschous lidt fade live action-filmatisering af samme navn fra 1998 har lagt sig.

Historien om Albert er skrevet i 1968, og her næsten 50 år senere har Karsten Kiilerich (Den grimme ælling og mig) instrueret og skrevet manuskript til en ny version. Og han har skabt en detaljerig, actionfyldt og ofte morsom udgave af Kirkegaards univers, dog uden at følge den oprindelige fortælling slavisk.

Filmen starter med et højt skrig. Det er Albert, der kommer til verden, og fra dag ét gør han sine flippede forældre stolte, mens resten af Kalleby vrisser af hans larm.

Albert vokser op i en landsbyromantisk flække med stokroser, pæretræer og hvide bænke. Men vi er ikke i en bagstræberisk drøm om Morten Korch’ske tider. Der er lyseslukkere om hvert et villahjørne. Hver gang Albert og hans bedste ven Egon finder på nye lege, står de voksne klar med hykleri og skældud. Og i Kirkegaards ånd bliver det leveret som glimrende satire.

Da Albert og Egon vil fange klassekammeraten Judith, snubler de foran hende og hendes mor. ”Se mor, jeg går i klasse med den grimme dreng!” siger Judith spontant glad, mens hun peger på Albert. ”Shh,” får hun at vide af moren. ”Det kan den lille, grimme dreng ikke selv gøre for.”

I Ole Lund Kirkegaards bog beskrives Albert som grim med ”hår strittende som en fejekost”. I Kiilerichs animerede version er han uimodståeligt charmerende med ræverødt hår, luvslidt sweater, vrikkende flyveører og evigt udspilede øjne.

Kiilerich har tilføjet historien flere medrivende actionsekvenser, der netop lader sig gøre i det animerede univers. Som når Albert stjæler postbuddets knallert og efter en voldsom tur rundt i Kalleby ender med at vædre den næsten hellige statue af en gammel ballonskipper.

Det giver mindre plads til historien om en dreng, der bare lusker rundt på varme sommerdage og lader nysgerrigheden styre. Til gengæld løftes tempoet, og da landsbyen for alvor bliver træt af Albert efter ødelæggelsen af statuen, sejler han og Egon på udenbys eventyr i en sildetønde.

Her møder de den store lommetyv Rapollo, der har en tyk accent og meget spidse snabelsko. Selvom drengene er fascineret af slyngler, som pokulerer og ryger cigarer, finder de hurtigt ud af, at Rapollo er en slem karl.

Rapollo vil muligvis kunne forarge ømskindede som et stereotypt billede på en roma. Den anklage undviger filmen ved at opfinde to godhjertede sigøjnere: den lille Jumilla og bedstemor-spåkonen Tahira, som Bodil Jørgensen i forrygende form lægger stemme til.

Den fæle lommetyv vil have de to drenge til at stjæle verdens største diamant på Hjallevad Marked – et fiktionaliseret Hjallerup Marked, dog uden kopibands og Cult-piger. Og de vikles ind i et større komplot med to tumpede tyve og et par frenetiske betjente.

Egon og Albert får hjælp af Jumilla, og Albert bliver på den måde også en film om fællesskab. Men den er sjovest, når den – i bogens ånd – bare lader den politisk ukorrekte hyldest af frække drenge træde frem. For man forstår godt, at det hele ikke skal tages gravalvorligt.

På et tidspunkt låser lømlen Lange Palle Albert inde i et hønsehus og fortæller den gnavne skomager, at han har fanget en rigtig lille terrorist derinde. De drabelige konnotationer udebliver.

Når Albert er bedst, får den bevist, at Kirkegaards antiautoritære hyldest til narrestreger og drengesind ikke bare er tidsfastfrosne politiske statements fra 60’erne. Det er evigtgrønne fortællinger om barnlige eventyr, der overvinder voksenhverdagen.