Biografanmeldelse
30. aug. 2017
Aldrig mere i morgen
Erik Clausen og Nicolas Bro spiller far og søn i skikkelse af henholdsvis den berømte kunstner Thorvald og sønnen Vincent, der ikke har høje tanker om sin far. Foto | Lars Høgsted

Aldrig mere i morgen

Der er glimt af gode, gamle Erik Clausen, men hans film om en sjæl efter døden er en sandkasse af sentimentalitet.

Af Bo Tao Michaëlis

På det seneste har vi set flere portrætter af kunstneren som en cocktail af et dumt svin, dårlig forælder, kynisk grænseoverskridende og så alligevel et genialt, gigantisk renæssance-menneske.

DR-serien Arvingerne har i tre sæsoner spundet en ende over den kunstneriske eners arv og efterladte i et kaos af stridighed og lig i lasten.

I foråret kom Charlotte Sielings herostratisk patetiske parafrase over temaet, Mesteren, der endnu engang problematiserede en stor kunstners egoistiske forhold til sine mere eller mindre smålige omgivelser. Især i forholdet til sønnen, som savner det meste her og nu, selv om han måske nok skal arve det hele i fremtiden.

Det skal sønnen ikke i Erik Clausens udgave. Vincent, spillet med fornærmet mine af Nicolas Bro, indser, at der ikke er en klink til ham, da farmand – den verdenskendte maler Thorvald (Clausen) – stiller penslerne og farer til alle regnbuens farver.

Vincent hader sin far af et ondt hjerte, og filmen starter med, at hans psykolog dropper ham, fordi han aldrig får sig viklet ud af sit betændte faderforhold. Han er søn af første ægteskab, og den 80-årige Thorvald er siden gift med den meget yngre Alice, spillet naturligt og overbevisende af Marijana Jankovic.

Thorvald får et slagtilfælde, kommer på hospitalet og bliver snart hentet af dødsenglen med det gådefulde smil (Bodil Jørgensen som ligefrem, klog jyde i katastrofe-blomstret kjole og en permanentet frisure, der er stiv som cement). Hun skal ledsage ham i dagene, før han bliver lagt i kiste, så han som usynligt spøgelse kan sande, hvorledes han på godt og ondt har præget familien.

Sådan set havde jeg forventet det skarpeste og mest bidske af Erik Clausens udgave af en sjæl efter døden.

At han kunne vende vrangen ud på legenden om kunst uden grænser, kunstnerisk navlebeskuelse og narcissistisk sjælegranskning. Med satire, sarkasme og beske udfald både mod myten om den skrupelløse kunstner og kernefamilien som lykken her på jorden.

Men her bliver det borgerlige samfund med al dets hykleri, grådighed og forlorenhed snart svøbt ind i elegiske strygere og forvandlet til monologer om dødsangst og om at leve, mens du gør det.

Alle arme har ure, ingen mennesker har tid.

Her er meget lidt af den kærlige, Clausen’ske klassekamp, vi har set så mange gange før, sidst i hans undervurderede Mennesker bliver spist. En gudsbenådet og humant begavet samfundsrevser og satiriker bliver åbenbart med alderen drivende sentimental, ligefrem rørstrømsk.

Det retrospektive regnskab om, hvad der gik godt og skidt i Thorvalds liv, er som at træde vande i sirup. Særligt hans flæbende forhold til sin unge, gammelkloge datter, kammer sødladent over og bliver til patosfyldt sukkerstads.

Okay, nogle gange, mest i starten af filmen, er der glimt af gamle Erik.

”Det gælder om at lege med sit ego og ikke med Lego,” siger han på et tidspunkt. Instruktørens vanlige hadske pile, snittet i mormors kolonihavehus og affyret mod den kulturradikale, kreative københavner-klasse, får opstillet en grotesk skydeskive i form af Lisbeth Wulff som entreprenant og grisk journalist med samme forhold til sandheden som en muslim til svinekød.

Og apropos, så lader Clausen hende også være racistisk nok til, at han kan tage afsæt til et cirkelspark mod danskernes fremmedhad.

Samtidig skal man høre den gamle socialist prædike, at rigdom gør dig fattig, og at penge tjent i ansigts sved og hårdt arbejde er de eneste fortjente og ærlige!

Alt smelter således til slut til forsoning. Mens alle falder til føje, fader historien smægtende ud med Kim Larsens sangbare elegi ”Om lidt bli’r her stille”.

Døden er et sandkorn, siger et gammelt arabisk ordsprog. Hos Clausen bliver det til en sandkasse af sentimentalitet.

Titel:
Mennesker bliver spist

Land:
Danmark

År:
2017

Instruktør:
Erik Clausen

Manuskript:
Erik Clausen

Medvirkende:
Erik Clausen, Nicolas Bro, Bodil Jørgensen, Marijana Jankovic

Spilletid:
90 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
31. august

Relevante artikler

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
26. juli 2024
The Decameron

The Decameron

Serieanmeldelse
19. juli 2024
Lady in the Lake

Lady in the Lake

Biografanmeldelse
15. juli 2024
Den moderne kvinde

Den moderne kvinde

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

”Jeg er stadig lavet af teflon”
Interview
06. juni 2013

”Jeg er stadig lavet af teflon”

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!