Alfons og (hemmelige) Svipper

Selv om den nye film om Alfons Åberg er instrueret af Tomas Alfredson, der står bag hårdkogte thrillere som Dame, konge, es, spion og Snemanden, er det mørkeste øjeblik i børnefilmen en scene, hvor Alfons forveksler noget vasketøj med et spøgelse.

Den får dog hård konkurrence fra scenen, hvor Alfons’ far mister sin pibe og fordriver sin søns fantasiven i et anfald af tobaksabstinenser.

Men pointen med Alfons Åberg har nu heller aldrig været at få de voksne ud på kanten af sædet. Snarere er det at få de yngste til at sove.

2022 var 50-året for den første bog i svenske Gunilla Bergströms elskede børnebogsserie om Alfons Åberg. Han er en lille dreng, der bor alene med sin far og lærer udramatiske, men ikke desto mindre vigtige ting om livet i et roligt tempo.

I anledning af jubilæet har Alfredson instrueret en kort film bestående af fem af de mest populære Alfons-billedbøger.

Mange husker Thomas Windings beroligende stemme fra den gamle Alfons-tegnefilmserie, og i den nye film indtager dansk-svenske David Dencik rollen som fortæller i den danske version.

Godt nok har han ikke helt samme ASMR-røst som Winding, men Dencik guider os igennem handlingen i præcis det tålmodige tempo, der skal til for at bevare den unikke 70’er-ro, Alfons-universet står for.

Faktisk er filmen endnu mere loyal over for bøgerne end den gamle tegneserie. Der bruges ikke engang animation, men 3D-tableauer – lavet ud af en kombination af udklip og fotografier – som kameraet bevæger sig ind og ud ad.

Imens spiller demonstrativt monopol-tv-agtig saxofonjazz i baggrunden, og det umanerligt brune univers er så blødt og behageligt, at man nemt falder i en nostalgisk søvn.

Man kan dog frygte, om den lækre, søvndyssende kvalitet er et problem, når filmen primært skal ses af små børn opvokset med iPads og Paw Patrol, som foregår i et mere hæsblæsende tempo.

Men forhåbentlig er Bergströms universelle børnehistorier interessante nok til at fange interessen.

Hvad er det, der Spøger, Alfons Åberg og Bind sløjfer, Alfons Åberg er ret simple fortællinger uden den store kant. Men heldigvis indeholder filmen også et par bøger med noget mere at byde på.

I Lykkelige Alfons Åberg keder drengen og hans far sig grufuldt oven på julen. Men Alfons’ farmor lærer dem, at man er nødt til at kede sig for at kunne have det sjovt. En forholdsvis kompleks lektie, som er guld værd for et barn på vej ind i skolealderen.

I både Alfons og (hemmelige) Svipper og Godnat, Alfons Åberg er fokus på Alfons’ far. Han gør sit bedste for at løfte byrden som enlig forælder og har derfor brug for en pibe tobak efter maden og en improviseret lur på sofaen engang imellem.

Piben er mest et eksotisk 70’er-indslag, men den hårdtarbejdende single-forælder er nok en karakter, som mange børn kan genkende.

Og så har Alfons’ far alle dage været det ultimative, maskuline forbillede. En ægte blød mand med upåklageligt brun tøjstil og masser af gode råd, men ikke uden menneskelige fejl.

”Far er altid sød. Måske lidt for sød,” som fortælleren siger, og det passer virkelig. Selv da han beder den usynlige – og dybt grænsesøgende – fantasiven Svipper om at flytte ud af lejligheden, gør han det på en kærlig måde.

Man kan tvivle på, om det giver mening at lave en Alfons-film, der afviger så lidt fra oplevelsen af bare at læse bøgerne.

Bortset fra de langsomt bevægelige 3D-billeder er der ikke ret meget forskel på at se filmen og så på at få fem Alfons Åberg-bøger læst højt af David Dencik, mens nogen spiller jazz i baggrunden.

På den anden side er det nu også en dybt tilfredsstillende oplevelse.