Alien: Covenant

Som filmfranchise er Alien-serien ældet med ynde.

Bortset fra to meget parentetiske Alien vs Predator-film i 00’erne har serien ikke været genstand for desperate, foryngende reboots eller remakes, men over næsten 40 år holdt sig tro mod sit ophav.

Til dato består serien af seks distinkte film, hver med deres kvaliteter. Fra Ridley Scotts stilsættende klassiker fra 1979 over James Camerons lige så toneangivende Aliens (1986), David Finchers kompromisfyldte, men fascinerende Alien 3 (1992) og Jean-Pierre Jeunets kulørte Alien: Resurrection (1997) til Ridley Scotts to prequels, Prometheus (2012) og nu Alien: Covenant.

79-årige Ridley Scott startede serien, og som instruktør på de to seneste film har han et solidt greb om sit værk. Scott har altid mere været en begavet billedmager og en solid genrehåndværker end nogen decideret stor instruktør.

Science fiction-genren passer godt til hans hang til det perfektionistiske og lidt kunstige.

Alien: Covenant er en direkte sequel til Prometheus – og en prequel til de tidligere Alien-film. Og den ligner et svar til de fans, der kritiserede Prometheus for ikke at inkludere det ikoniske monster.

Lanceringen af den nye film understreger, at H.R. Gigers Xenomorphs igen er i centrum. Så fra første billede ved vi godt, hvad der venter personerne ombord på rumskibet Covenant.

Covenant er et koloniskib på vej til planeten Origae-6. Ombord er 2000 sovende jordboer, en mindre besætning samt androiden Walter (Michael Fassbender).

En voldsom ulykke dræber skibets kaptajn og vækker besætningen længe før planlagt. Kort efter opfanger de en transmission af tilsyneladende menneskelig oprindelse. Transmissionen kommer fra en nærliggende, hidtil uopdaget planet, som oven i købet ser ud til at kunne koloniseres.

Covenant tager nu det, der svarer til den klassiske horrorfilms genvej væk fra hovedvejen. Den, der er hurtigere og nemmere, og som altid går galt.

Der er mange klichéer i Alien: Covenant.

En del stammer fra Alien-serien. Her er facehuggers, splattede alien-fødsler (både gennem maven og ryggen), ætsende blod, androider med skjulte motiver, en heltinde i undertøj. Fansene får, hvad de kommer efter.

Andre er hentet i horrorgenren, hvor Ridley Scott med fornøjelse låner motiver i blandt andet slasher-genren, den gotiske gyser og psycho-thrilleren.

Filmen er først og fremmest en gang solid, brutal monster-action. Det er klart den blodigste film i serien, og Scott instruerer blodbadet med kølig effektivitet. En scene med et par, der angribes, mens de dyrker sex i brusebadet, er nok at stramme den.

Alien-universet er rummeligt, men her bliver det til ren Fredag den 13.

Men Ridley Scott har ikke glemt den mere filosofiske tilgang til Alien-mytologien, som han introducerede i Prometheus. Filmens prolog er en samtale om livet og døden mellem androiden David (Fassbender) og hans skaber Weyland (en ukrediteret optræden af Guy Pearce).

Den usårlige slave og den dødelige gud. Det ligner scenen i Blade Runner, hvor Rutger Hauers replikant konfronterer sin ”far”, Tyrell.

I det hele taget er Alien: Covenant lige så fascineret af androide/replikant-tematikken som af sit monster.

Filmens stærkeste kort er en underholdende dobbeltpræstation af Michael Fassbender som den britisk-talende David, androiden fra Prometheus, og Covenant-fartøjets amerikansk-talende Walter.

Katherine Waterston er en handlekraftig heltinde, men nogen Ripley bliver hun aldrig. Resten af besætningen er ganske anonym. Kun Danny McBride og Billy Crudup skiller sig ud. McBride, fordi han får en solid bifigur ud af piloten Tennessee ved at undertrykke sine funny bones. Crudup, fordi alle livsvigtige rum-missioner selvfølgelig skal have en neurotisk flæbende, fanatisk troende kaptajn.

Alien: Covenant er ikke så overraskende og syret som Prometheus, og det er lidt synd. Til gengæld er den nok tættere på ånden i de tidligere Alien-film.