All Inclusive

To døtre har inviteret deres mor på ferie for at fejre hendes 60 års fødselsdag. Men et par uger før har farmand forladt hende for en yngre model. Det ved den ene søster godt, mens den anden får det at vide i lufthavnen: ”Far er død,” erklærer mor – helt specifikt har han en affære med hende nede i bogholderiet.

Sådan kvikt og hurtigt letter Hella Joofs nye film All Inclusive med afgang i charterfly i Kastrup Lufthavn og afhentning i turistbus på Malta.

Åh nej!

Endnu en af disse særegne, halvlumre danske folkekomedier – om en flok nordboere på charterrejse til de varme lande med grisefest, konebytning, solstik, diarré og sprogforbistring for småborgerlige skandinaver, alle med uhæmmet sult efter billig sprut og sydlandsk sex, gerne begge ting på samme tid.

Man forventer sådan en stærkt skænket sjus af falden-på-halen-komedie med kaskader af såre plat og lår-klaskende latter. Der er da også strejf af den slags folkekomedie på de tre kvinders folkeferie med alt inkluderet.

Men takket være et godt skåret manuskript af Mette Heeno, der både originalt og økonomisk forstår at sejle de hårdtpumpede badedyr forbi genrens værste vandede vittigheder og skamredne klichéer, udvikler All Inclusive sig faktisk til en eftertænksom og morsom film om kvinder i almindelighed, men døtre og mødre i særdeleshed.

Det lykkes især på grund de tre fremragende skuespillere i hovedrollerne. Bodil Jørgensen er igen formidabel i glansrollen som enfoldig jyde-mor, men også som bevidst kvinde, der både kender sin krop og seksualitet midt i skilsmissens sorgarbejde.

Danica Curcic er glimrende som familiens sorte får, den små-autistiske sjuske-dorte, seksuelle vandrepokal og solo-gående lillesøster uden den store familiefølelse.

Allerbedst er Maria Rossing som den praktiske gris af en storesøster med hverdagens strækmærker efter tre børn på mave og i sjæl. Snusfornuftig som ind i helvede. Hun er dog også den stille kvinde, som aldrig blev fars kæledægge.

Mellem disse tre udvikler sig en situationskomik om alt mellem kvinder og mænd, mestendels under bæltestedet omkring tissekoner og anden kvindelig intimitet. Men også med almen indsigt og sund pjat om dit og dat.

I centrum er en heftig forvekslingsintrige omkring stedets latin lover, som lillesøster selv prøver, før hun sender videre til moren. Det fører selvfølgelig til problemer og konsekvenser. Men det fører også til erkendelsen af, at det værste i verden er, at miste den, du har kær. Døden findes selv i ferieparadiset, så pluk dagen, mens du kan!

Hella Joof har instrueret med teknik og æstetik a la tv-sitcom. Hun vælger pointerende tableauer med en scene-på-scene-strukturering af handlingens forløb.

Men ret så raffineret og relevant citerer hun Richard Linklaters parforholds-feriefilm Before Midnight i en lang, slentrende kameraføring. Mindre elegant og mere elefant giver hun også et vink til sin egen En kort en lang med et umage, parodisk og aparte bøssepar.

Der er skønhedsfejl midt i solskinnet. Visse gæster på hotellet kommer lige forbi med en vits eller to, men ellers bruges de ikke til noget konstruktivt i fortællingen. I baren står Mia Lyhne som den fulde og barne-hadske bitterfisse, der siden dingler funktionsløs ud af historien. Og sine steder er filmen lige ved at køre i retning af en omgang ”Min søsters børn på badeferie”.

Personernes sociale og psykologiske baggrund tegnes med let hånd som altid hos Joof, hvor det meste kan ordnes med kærlighedens stærke arm eller et bjørnekram mellem venner. Men alt i alter All Inclusive en sød, sjov og små-klog sommerferie-feelgood-film, som nok også skal holde uden for sæsonen.