All of Us Strangers

Da biografen tømmes efter All of Us Strangers, sidder jeg og stirrer dumt på min blanke notesbog. Som anmelder tager jeg mange notater, men i løbet af den sidste time har jeg ikke engang lagt mærke til, at min blyant er rullet ind under mit sæde.

Jeg har kun nedfældet et enkelt ord: Skriveblokade.

Det problem er det første, vi lærer om Adam (Andrew Scott). Han er en 47-årig, forældreløs manuskriptforfatter, der bruger sit ensomme liv foran tv’et – kun afbrudt af formålsløse tøffeture mellem sofaen og et tomt køleskab.

På vejen kaster han skyldige blikke mod en ventende computer og et kridhvidt Word-dokument.

Er der på magisk vis kommet nye ord på skærmen? Nej, der er stadig kun beskrivelsen af en åbningsscene i en mennesketom forstad i 1987.

Af uransagelige årsager er det kun Adam og hans ukendte nabo, som før tid er flyttet ind i det mørke, nybyggede lejlighedskompleks i udkanten af London. En tilfældig nat mødes de to fremmede, og de er det perfekte match.

Harry er alt, hvad Adam ikke er: charmerende og frembrusende, modig og ung.

Da Harry (Paul Mescal) uanmeldt tropper op med en whiskyflaske dinglende i hånden og spørger, om han ikke skal komme ind, virker det mere som angst for at være alene end åbenlyst flirteri.

Normale mennesker-stjernen Mescal skjuler ellers Harrys afgrundsdybe melankoli godt. Det gemmes bag blændende smil, når han kommenterer på ting, unge mænd ikke burde tænke over.

”Har du egentlig lagt mærke til, at vinduerne ikke kan åbnes mere end et par centimeter? Jeg tror, det er, så vi ikke springer ud.”

Instruktør og manuskriptforfatter Andrew Haigh slog med perlen Weekend i 2011 fast, at han havde potentiale til at blive en af Storbritanniens stærkeste stemmer inden for lgbtqia+-fortællinger.

Nu opfylder han profetien med en unik udfordring af forestillingen om, at homoseksualitet bredt set skulle være accepteret.

Mens Adam i følsomme sekvenser udforsker sin førtidspensioneredeseksualitet med Harry, tager filmen en foruroligende drejning. Ud af det blå begynder Adam dagligt at valfarte ud af London. I udkanten af en tom park giver en flot mand (Jamie Bell) ham et hemmeligt tegn. Adam følger med ham hjem.

Mit bedste bud er, at det var her, min blyant faldt på gulvet. For på dørtærsklen venter Adams unge mor (Claire Foy fra The Crown), som den mystiske mand kysser, inden forældrene smilende byder deres søn indenfor i en tidslomme af et 80’er-forstadshjem.

Det er afsindigt frækt konstrueret, og man svæver i et forrygende limbo, mens vi baglæns får forklaret, hvad der foregår. Hovedpersonens forældre døde for 30 år siden, så hvem drikker Adam nu te hos?

Andrew Haigh fik seks stjerner i Ekko for ægteskabsdramaet 45 år, men med All of Us Strangers overgår instruktøren nærmest sig selv i kompleksitet og hjerteskærende, autentiske dialoger. Blandingen af sofistikeret seksuel spænding mellem far og søn og portrættet af sorg er betagende.

Ikke siden A Ghost Story har der været et federe bud på en moderne spøgelseshistorie. Og med Claire Foy og Jamie Bells dragende smukke forældreportrætter væver fortællingen komiske refleksioner over efterlivet sammen med diskussioner om nybagte småkager og frygten for aids.

Forældrenes forestillinger om homoseksualitet er stadig de samme som i 80’erne. Men som voksen kan Adam endelig få aflivet fordommene og få den anerkendelse af sin seksualitet, forældrenes død nægtede ham som barn.

Efterhånden slår fortællingen så mange brød op, at All of Us Strangers bliver svær at navigere i.

Finder historien overhovedet sted, eller er den en metafor for manuskriptforfatterens stagnerede kreative proces? Er Adam faktisk et tidsrejsende medium eller bare komplet sindssyg?

Uanset hvad forlader man biografen mindre ensom, end da man kom.