All the Colours of the World Are Between Black and White

En forførende kvinde daser i Bambinos seng, men han vil ikke lægge sig ved siden af hende. Hendes varme, hjemmelavede mad gider han heller ikke spise. 

I det hele taget synes Bambino, at kæresten Ifeyinwa er der for meget, efter at han har givet hende en nøgle til sin lejlighed i udkanten af Nigerias største by Lagos. 

De befinder sig i et slags limbo, før de offentliggør forholdet, bliver gift og stifter familie. Og de er begge frustrerede. 

For mens Ifeyinwa længes efter Bambino, bruger han hende til at skjule sin seksualitet. ”Hvordan ved jeg, om jeg er …” googler han. Instinktivt ved publikum, at han ikke tør skrive ”bøsse”. Hans trang til at spørge er svar nok. 

I Nigeria er homoseksualitet forbudt. 

Men da Bambino møder fotografen Bawa, kan han ikke stå for hans funklende øjne. Bambino viser ham rundt i byen på sin knallert, mens de nærmer sig hinanden. Skal han holde fast i en tryg, men kærlighedsløs fremtid med Ifeyinwa, eller sætte livet på spil for Bawa? 

All the Colours of the World Are Between Black and White er et gribende drama fra et sted, der sjældent ses i danske biografer. Og det er en modig debut for Babatunde Apalowo. 

Instruktøren udstiller sit hjemlands homofobi med komiske virkemidler, men fordrejer dem på tankevækkende vis. Som en scene, hvor en arbejdsløs pøbel stimer om en tyv, hælder benzin over ham og brænder ham af. 

Det er frygtindgydende og fascinerende. Mændene virker mere begejstrede over at have noget at lave end fortørnede over tyveriet, og filmen understreger verfremdungen ved at lade skuespillerne mime overfaldet uden rekvisitter. 

Omtrent sådan må det føles at være homoseksuel i et samfund præget af konformitet og selvtægt: livsfarligt og surrealistisk. 

Af usikkerhed holder Bambino følelserne tæt ind på kroppen. Tope Tedelas underspiller diskret og præcist rollen, mens Riyo David som den hovedkulds forelskede Bawa ikke lægger låg på sig selv. 

Deres tiltrækning er til at føle på, selv om de må skjule den for omverdenen. Det giver derfor et sug i maven, da Bawa med et smil og en ublu berøring, han ikke er herre over, stiller det usagte til skue på en café – til Bambinos forfærdelse. 

Babatunde Apalowo har et formidabelt, selvsikkert filmsprog. Bambinos angst for at blive opdaget høres i knirkende døre, støjende biler og tunge fodtrin. Skjult af nattemørket fræser mændene rundt på hans knallert og udforsker Lagos, som havde de aldrig set noget så magisk som byens lys i hinandens selskab. Strygere spiller på lydsporet, lige dele romantisk og ildevarslende. 

Hjemme venter Ifeyinwa, hvis hjerte Bambino må knuse. Martha Ehinome Orhiere har en sprudlende energi i rollen, som siver ud, efterhånden som Ifeyinwa indser Bambinos sande natur. Hendes glæde vendes til rædsel for, hvad folk vil tænke, og undervejs bliver det hende, der holder ham fra døren. 

Babatunde Apalowo lader publikum hvile i et billedskønt, men faretruende miljø. Kameraet holdes på afstand, og der klippes sjældent, så man kan dvæle ved yndige strejf af blåt og grønt på sandfarvede bebyggelser langs grusveje, hvor beboerne sidder på fortovet med en kop kaffe. 

Særligt smuk er en tidlig scene, hvor mændene lærer hinanden at kende på udflugt i en park. Bawa læner sig op ad et træ midt i billedet, mens Bambino til venstre fortæller om sin svære opvækst. Til højre står en tom bænk. 

Slumromantikken hænger i luften, men øjeblikkets skønhed overstråler ikke den diskrimination, der holder dem fra at sætte sig på bænken sammen. 

”Hvis det føles så godt, må det være rigtigt,” siger Bawa til Bambino så ængsteligt, at selv publikum får sommerfugle i maven. De er forbundet af længsel og bundet af frygt, og deres intense kærlighedshistorie er en filmoplevelse, man sent vil glemme.