Alle for to

Alle for to er virkelig spredt fnisen – for viderekomne. Det er nemlig fortsættelsen af stand-up-komedien Alle for én. Etteren var så dårlig, at en kollega i salen, under pressevisningen af toeren, tørt konstaterede, at han måtte kigge i arkivet for at huske, hvad han syntes om den. Og han kunne ikke lide den.

Når man som denne anmelder netop har set etteren, er forventningerne ikke høje. Det er dansk, latrinær teenagerkomedie, når det er sløjest – med dildo op i endetarmen på Rasmus Bjerg og det hele.

Plottet er simpelt.

De tre ”gangstere” fra Alle for én, Ralf (Mick Øgendahl), Nikolai (Jonatan Spang) og Timo (Bjerg), scorer en stak kolde kontanter fra selveste politiets kosterafdeling. Desværre sætter de dem i dårlige aktier efter klassisk ”bankrådgivning” fra bankdirektøren William Lynge (Kim Bodnia). Og sammen skal de tre antihelte derfor røve pengene tilbage fra filmens skurk. Undervejs får de tre hjælp af Lynges ekskone Therese (spillet labert af Stine Stengade), imens de forfølges af den spejlblanke betjent Toke (okay leveret som kikset mand af Gordon Kennedy) og kollegaen Ane (Laura Christensen). I mindre roller ses Martin Buch som knastør bankmand og Lise Koefoed som pædagog og tilsynsførende med Nikolai, der lige er kommet ud af fængslet.

Plottet kunne man sikkert få meget ud af, men manuskriptforfatter Mick Øgendahl bruger det ikke rigtigt til noget, og selv med den hjælp fra Anders Thomas Jensen, som han selv har indrømmet, at han havde brug for efter den kiksede etter, sidder man med en fornemmelse af at hoppe fra isflage til isflage. Der er aldrig nogen dybere mening i filmen. Hvorfor skal vi egentlig se på det her?

Svaret er, at det skal vi, fordi stand-uppen er gået til filmen. Men hvor Matthesen er lommebuddhist i Sorte kugler, og Øgendahl laver samfundssatire i Blå mænd, så er det her folkekomedie a la Olsenbanden – bare uden Olsen. Det joviale er nemlig væk til fordel for white trash-platheder og letkøbt gøren nar af manden på bænken. Paradoksalt nok skildrer Kurt Ravn den kliniske alkoholiker Arno i en noget uventet glansrolle, der fungerer som tynd, sjov og sød glasur.

Desværre mangler filmens skelet. De platte vitser er kulørte glasperler på en snor, der mangler. Overfloden af obskøniteter om tis, bræk og lortebleer er ulækker. Og når et bærende plotelement er en grøn snotter, så er niveauet ligesom lagt.

Tilbage står filmens egentlige kerne – komikken og vitserne. Mick Øgendahl er Danmarks kropsklovn numero uno, og hvis man bare skulle se ham blive smurt ind i Lurpak med Læsø-salt for at forcere fængselstremmer, så var de seks stjerner omtrent hjemme. På samme måde er enkelte sceners ordvekslinger a la molbo i topklasse. Det er sgu skægt, når folk ”maler kantareller”, og når heste har ”negle”, for ellers ”slår de poterne”.

Rasmus Bjerg er til gengæld ret malplaceret, når han artikulerer en tabers ord som den kongelige skuespiller, han vitterlig er. Han fungerer faktisk allerbedst som komedieskuespiller i komplet surrealistiske set-ups, som da han i sin tid lavede interne oplysningsfilm for en betonproducent eller som den klamme formningslærer i en nylig kampagne. Her virker han næsten uengageret. Jonatan Spang synes flere steder nærmest ikke at være tilstede.

Selvfølgelig er Alle for to direkte målrettet de små boller på teenagedrenge. Og filmselskabet var da også på ret kurs, da de – til de udsendtes overraskelse – fyldte salen med en skoleklasse under pressevisningen. Men faktisk var det den dårligste anmeldelse, filmen overhovedet kan få. De unge mennesker småfnes og albuede lidt her og der. Men årets store latterbrøl var det ærlig talt ikke.