Alt eller intet

Fiktive teenagetilværelser er i den grad realistiske og interessante i disse år.

Fra Norge har vi Skam, der bliver ved med at imponere selv i fjerde sæson, og i år blev der skabt fokus på ungdomsselvmord som aldrig før med den amerikanske tv-serie Døde piger lyver ikke.

Derfor skuffer filmatiseringen af Nicola Yoons populære ungdomsroman Alt eller intet, instrueret af den dugfriske instruktør Stella Meghie.

Fortællingen om teenageren Maddy (Amandla Stenberg) bygger ellers på en interessant idé. Maddy kan ikke gå uden for sit totalt kliniske hjem, hvor hun bor sammen med sin mor, fordi hun lider af en sygdom, som gør alle bakterier dødsensfarlige for hende.

Da vi møder Maddy i starten, beskriver hun sit liv indendørs, hvor hun får tiden til at gå med at læse og anmelde bøger. Hun er dybt taknemmelig for internettet, der er hendes vindue ud til den verden, hun ikke må være en del af.

Her vil virkelighedens alvorligt syge eller handicappede teenagere måske kunne finde inspiration og ny energi til at leve et lykkeligt liv på trods af deres sygdom eller handicap, som i mange tilfælde holder dem lænket til deres hjem.

Men der opstår kærlighed ved første blik, da Maddy fra sit vindue ser nabodrengen Olly, der spilles med et tilpas kækt teenageglimt i øjet af Nick Robinson, som de fleste nok kender fra Jurassic World.

Kærligheden mellem de to understreger dog, at Maddys tilværelse indtil nu har været et helvede, og den eneste lykkelige udvej er, at parret kan leve som ægte kærester og have sex som alle andre mennesker.

Desværre er kærlighedshistorien ikke særligt godt fortalt.

Filmens største problem er hovedrolleindehaveren Amandla Stenberg. Hun er gudesmuk med en perfekt hud som en nougatfarvet delfin og en teenagekrop, der allerede har udviklet sig til at ligne Beyonces.

Der er ikke mange af virkelighedens bumsede teenagepiger med bøjle og flad brystkasse, der kan spejle sig i Stenbergs udseende. Det hjælper heller ikke på identifikationen, at Stenberg er en elendig skuespiller.

Første gang Maddy befinder sig i samme lokale som Olly, er de begge vildt nervøse. Problemet er bare, at Stenberg slet ikke ser nervøs ud.

Hun står bare i dørkarmen som verdens smukkeste og selvsikreste skuespiller, der forgæves prøver at virke nervøs, fordi instruktøren har bedt hende om det.

Nick Robinson er lidt bedre, når han husker sine indlærte method-acting-teknikker og rent faktisk ligner en teenagedreng med et melankolsk sind.

Underlægningsmusikken er derimod barnlig og overforklarende, hvilket er en skam, for en mere afdæmpet brug af musikken ville have været mere udfordrende.

Og med en overrumplende slutning trækker filmen definitivt tæppet væk under sin egen præmis om, at mennesker kan leve et lykkeligt liv med en kronisk sygdom.