Biografanmeldelse
24. okt. 2018
Alt for kærligheden
Jocelyn (Franck Dubosc ) skifter den røde Ferrari ud med en handicapscooter, når den smukke Florence (Alexandra Lamy) skal imponeres på en date. Foto | Jérôme Prébois

Alt for kærligheden

Bragende romantisk komedie fortæller en politisk ukorrekt historie om en smart fyr, der må lyve sig til et fysisk handicap for kærlighedens skyld.

Af Astrid Gjørup

49-årige Jocelyn er charmerende, succesfuld – og et usædvanligt dumt svin. Uden kvaler forfører han kvinder med løgne og en falsk identitet, imens venner og familie ryster på hovedet af ham.

En dag kommer den unge handicaphjælper Julie forbi, netop som Jocelyn tilfældigvis har sat sig i sin afdøde mors kørestol. Han øjner hurtigt en chance for at forføre hende og opdigter en historie om sin hårde tilværelse fastbundet til en kørestol.

Og det virker!

Jocelyn bliver dog noget skuffet, da han opdager, at Julie kun har inviteret ham til familiemiddag, så hun kan præsentere ham for sin søster Florence, der også sidder i kørestol. Det perfekte par?

Til sin egen overraskelse falder Jocelyn pladask for den livsglade Florence – og så bliver han sat på pinebænken. For hvordan skal han forklare hende, at han har løjet sig til et fysisk handicap?

Alt for kærligheden er så bragende romantisk, at man næsten får amorinerne galt i halsen.

Ud over at være filmens instruktør og manuskriptforfatter spiller Franck Dubosc også selv hovedrollen som den charmerende, men skamløse Jocelyn, der vil gøre alt for at imponere Florence.

Det er instruktørdebuten for den franske skuespiller, der især kendes i hjemlandet for sin rolle som uheldig blærerøv i komedien Camping. Herhjemme har de fleste sandsynligvis kun set ham i rollen som den harpespillende galler Assurancetourix i Asterix og De Olympiske Lege fra 2008.

Florence spilles af Alexandra Lamy, der har en usædvanlig god kemi med Franck Dubosc. Derfor tilgiver man, at det bliver skåret ud i pap, at Florence er verdens mest perfekte kvinde trods sit handicap.

Alt for kærligheden er frem for alt båret af en befriende, politisk ukorrekt humor. Som når Jocelyn får den idé, at en katolsk præst skal udføre et mirakel, så han får førligheden igen.

Det bliver ikke mindre sjovt, når vennerne modvilligt inddrages i løgnehistorien. Max får til opgave at finde ud af, hvordan folk i kørestol har sex, så Jocelyn ved, hvordan han skal bære sig ad, når agten skal udføres.

Og Jocelyn får kam til sit hår, når den smarte fyr bliver tvunget til at udskifte sin røde Ferrari med en handicapscooter. Det er i sandhed ikke nemt at forføre, når det hele skal foregå i kørestolshøjde!

Filmen har samtidig en overraskende trumf i ærmet, der til sidst vender op og ned på historien – og vores fordomme. Uden at afsløre for meget er Jocelyn nemlig ikke den eneste, som holder noget hemmeligt i forholdet.

Måske skal vi bare sige, at Mads & Monopolet ville få deres sag for, hvis Jocelyn og Florence havde ringet ind.

Titel:
Alt for kærligheden

Originaltitel:
Tout le monde debout

Land:
Frankrig

År:
2018

Instruktør:
Franch Dubosc

Medvirkende:
Franch Dubosc, Alexandra Lamy, Caroline Anglade

Spilletid:
107 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år

Premiere:
25. oktober

Relevante artikler

Biografanmeldelse
21. nov. 2012
De urørlige

De urørlige

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
29. nov. 2018
Grinchen

Grinchen

Serieanmeldelse
17. okt. 2018
Forever

Forever

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!