Amanda

Byernes by Paris blev i 2015 rystet i sin grundvold. 7. januar blev Charlie Hebdos redaktion angrebet af terrorister, og fredag den 13. november blev 130 personer dræbt i det mest omfattende terrorangreb i Frankrigs historie.

Siden har man forsøgt at føre den vitale, parisiske levevis videre, men franskmændenes joie de vivre har fået uhyggeligt selskab af frygten for døden.

Det franske sorgdrama Amanda er primært interessant, fordi det er den første fiktionsfilm, der behandler traumet i befolkningen.

I 2017 skrinlagde man tv-filmen Ce soir-là, som skulle fortælle kærlighedshistorien om en fransk kvinde og en tidligere Taleban-soldat, der finder hinanden efter at have reddet folk ud fra spillestedet Bataclan. Men familier til ofrene for terrorangrebet protesterede.

Hvornår en befolkning er klar til at genleve frygten, er et umådeligt svært spørgsmål, som også vi herhjemme skal tage stilling til, når Ole Christian Madsens film om angrebet på Krudttønden får premiere.

Instruktør Mikhaël Hers går forsigtigt til værks i Amanda, der trods titlen handler om den 25-årige David, som pludselig står med ansvaret for sin syvårige niece Amanda efter et terrorangreb.

David er lidt af en dagdriver. Han er løstansat i parkvæsnet og driver Airbnb for en ejendomsspekulant.

Ligesom David slentrer dramaet afsted i begyndelsen. Han henter Amanda fra skole, da hans søster, alenemoren Sandrine, ikke kan nå at hente sin datter selv. Han beskærer et par buske og installerer en ny lejer, Léna, i en lejlighed. Léna og David når også at være på en enkelt date, inden katastrofen rammer.

Sandrine har fået kørekort, hvilket skal fejres i en af Paris’ smukke parker, men David er som altid for sent på den. Da han ankommer, bliver han mødt af et blodbad. Døde folk ligger spredt ud over græsset, mens folk slæber deres kære væk og knæler ved deres blodige brystkasser.

Det burde være et slag i mellemgulvet, men slagmarken er håbløst orkestreret. Man kan næsten ane kameraholdets afmærkningstape rundt om den del af parken, hvor statister ligger strategisk placeret med teaterblod på trøjen, og det gør, at man bliver revet ud af dramaet.

Herfra går det kun ned ad bakke for realismen.

Frem for at fokusere på det konkrete skifter Mikhaël Hers spor og satser i stedet på et kollektivportræt af en sørgende by i kraft af alt for mange bifigurer. Handlingen skøjter rundt.

Vi forstår, at hele byen er berørt, men da hver enkelt af Davids mange bekendtskaber kun er med i en scene eller to, er det svært at engagere sig. Og da David selv bare dribler rundt i byen i de samme t-shirts, aner man ikke, om der er gået en uge eller en måned siden angrebet. Man har ingen holdepunkter til at finde ud af, hvor langt han og Amanda er nået i deres egen sorgproces.

Vincent Lacoste og Isaure Multrier har som David og Amanda et naturligt, familiært samspil. Der er da også rørende scener, som når David i et forsøg på at glemme, smider Sandrines tandbørste ud – og Amanda bliver fortvivlet over at opdage, at den er væk.

Det er den slags små, praktiske detaljer, der dykker ned i hverdagen efter traumet, som er de mest interessante. Dér, hvor kameraerne normalt slukkes.

Men desværre er Amanda for løs i sin struktur. Mikhaël Hers, som har skrevet manuskriptet sammen med Maud Ameline, springer uelegant hen over sorgens formalia – for eksempel begravelsen – og forventer til gengæld, at publikum efter én date er dybt engageret i forholdet mellem David og Léna.

Den fragmenterede fortællestil amputerer dramaet og gør i sidste ende Amanda til en frustrerende oplevelse.