Ambassadøren

”Jeg havde også en hund, der døde.” 

Det siger praktikanten Jeanette til et par turister, der opsøger den danske ambassade i Mexico, når deres kæledyr dør under et ophold i landet. 

De kan ikke andet end stirre forbavset tilbage på den onde kvinde, når hun nostalgisk fortæller dem navnet på sit gamle kæledyr, som ”var opkaldt efter et band, jeg hørte meget dengang: Kill.Fuck.Die”. 

Med uventede drejninger og hurtige replikker udfolder serien Ambassadøren en galgenhumoristisk fabel om dansk udenrigspolitik, hvor den nemme løsning kun fører nye problemer med sig. 

Hovedpersonen er Danmarks opadstræbende ambassadør i Mexico, Tina Friis-Thomson (Lisbeth Wulff), der giver den hele armen for at sikre en prestigefyldt handelsaftale med Mexico, så Danmark kan levere krigsskibe til dem. 

Derfor har hun ikke tid til at tage sig af bagateller – som hvad der sker med asken fra danske turisters afdøde kæledyr. Den opgave får hendes frejdige, unge sekretær Ronja (Sarah Francesca Brænne). 

Men i Ambassadøren opstår der altid en ny krise, der forværrer og forkludrer dagsordenen. Netop sådan en krise udsætter Ronja for en logistisk udfordring, så hun til sidst tager de to forhenværende hundeejere med på tagterrassen for at sprede asken. 

Så hviler den jo på dansk grund. 

Kameraet tilter ned til balkonen foran kontorlokalet, hvor Tina samtidig deltager i et vigtigt møde. Herskersygen lyser hende ud af øjnene, imens hun holder en brandtale om sig selv og hendes kald til at repræsentere Danmark som ”verdens hyggeligste og mindst korrupte land”, før hun begynder at hoste. 

En af de tilstedeværende begynder at puste noget på sin tallerken. Således forstår vi, at vinden blæser asken ind igennem vinduerne på kontoret. 

Seriens humor er dog bedst, når den bæres af en enkelt, sigende replik frem for at udspille sig som akavet situationskomik a la aske, der spolerer den ubeskedne ambassadørs møde. 

I en tåkrummende sjov scene besøger Tina en forældreløs pige på hospitalet, og en sygeplejer rækker hånden frem for at hilse. ”Beklager. Jeg har ingen kontanter,” siger ambassadøren koldt og holder håndtasken tæt ind til livet. 

Ud over enkelte mahognimøbler virker ambassaden, hvor mange af scenerne udspiller sig, spartansk indrettet. Man øjner derfor let malerierne af Dronning Margrethe, der hænger rundt omkring. 

Umiddelbart virker det ganske oplagt at have billeder af regenten hængende på en ambassade. Undervejs dukker samme maleri dog op flere forskellige steder. Først på kontoret, hvor det hænger på væggen, imens en kopi står lænet mod sofaen. Dernæst ude i gangen og siden indrammet på Tinas skrivebord foran en væg, hvor endnu en kopi af selvsamme maleri hænger. 

Maleriet bliver et komisk indslag, men også symbol på hovedpersonens påtagede patriotisme. 

Det er tydeligt, at den svenske serieskaber Patrik Ehrnst har ladet sig inspirere af den amerikanske komedieserie Veep. Begge serier er satire med en tilsyneladende karismatisk, handlekraftig og velovervejet tjenestemand som omdrejningspunkt. Men bagved gemmer der sig en korrupt karrierepolitiker. 

Lisbeth Wulff er fremragende i rollen som ambassadøren Tina, der storsmilende omgiver sig med andre diplomater ved festlige lejligheder, men lægger kabaler og bander som en søulk bag fire vægge. 

Hendes storhedsvanvid afsløres, når hun manipulerer med sin stab for selv at fremstå i bedre lys og smågrinende fortæller en journalist, at den formelle tiltale at bruge om hendes stilling er ”Deres Excellence”.

Hendes indædte vrede over politiske nederlag – dem er der mange af i serien – går især ud over assistenten Andreas (Casper Crump) i form af verbale tæsk og ydmygende opgaver. Han agerer alligevel som trofast nikkedukke, der pudrer hendes næse, henter kaffen og løber hastigt afsted for at handle på hendes mindste befaling. 

Lisbeth Wulffs skønne præstation står dog uvægerligt i skyggen af Julia Louis-Dreyfus’ fængslende og lårklaskende skuespil i Veep. Noget af charmen går tabt, når konceptet oversættes, og de spydige replikker klinger mere ondsindet end sjovt fra det danske persongalleris læber.