Aminas breve

Janus har været indespærret på en psykiatrisk afdeling, men nu skal han ud.

Under behandlingen for sin psykotiske sygdom har han korresponderet med en tidligere klassekammerat fra gymnasiet, tyrkisk-danske Amina. Men så holdt brevene fra hende pludselig op.

Nu vil Janus, som takket være brevene holdt modet oppe under behandlingen på den lukkede afdeling, finde hende og få en forklaring.

Så han begiver sig ud i den såkaldte normale verden. Som en flygtning, der krydser sit spor, opsøger han venner fra fortiden for at finde Amina. Men selv ikke hendes egen familie ved tilsyneladende, hvor hun er. Samtidig martres han af sygdommens skygger i sit splittede sind, som endnu ikke synes at være helet.

Således dukker en fedladen mand med cerut op de mærkeligste steder. Muligvis et spøgelse fra fortiden. Hans far som seksuelt misbrugte ham eller et symptom på en kronisk paranoia?

Svar gives ikke.

I hvert fald ikke i Jacob Bitsch’ filmatisering af Jonas T. Bengtssons prisbelønnede debutroman fra 2005. Jeg har ikke læst den, men kan forstå på omtalen, at mere om Janus’ baggrund blotlægges her. I filmen må vi selv regne den ud på hentydninger om hashmisbrug, alkohol og en far, der kom om natten med blottet pik.

Det er for så vidt helt i orden.

Jakob Bitsch, som har stået bag comedy-serien Sjit Happens og folkekomedien Camping fra 2009, fokuserer på at skabe et signalement af en samspilsramt, ung mand.

Esben Smed spiller fænomenalt i hovedrollen, men ikke engang hans skuespillerpræstation kan redde filmen fra dens langstrakte kedsomhed og humorforladte omstændelighed.

Animas breve er en overordentlig alvorlig film, der instruerer os i, at hvad vi skal føle. En ensom, melankolsk violin understreger, når det er sørgeligt, kækt guitarspil, når de forelskede fletter fingre og så en Bernard Herrmann-agtigt skingrende underlægningsmusik, når det bliver fortættet dramatisk og farligt.

Og det gør det i den sidste tredjedel af historien, hvor Janus kommer i kløerne på nogle tyrkiske gangstere, der ikke vil ham det godt og byder på brutal bøllebank.

Men Esben Smed, der med god dansk vilje godt kan ligne en tough Ryan Gosling, bliver noget af en hård negl i den afgørende opsøgning af sandheden om, hvad der blev af Anima. Sandheden kommer for dag eller rettere: Så meget af sandheden, filmen synes vi skal have.

Det er naturligvis helt i orden ikke at fortælle det hele og lade spændingen bero på anelser og antydninger. Men en sådan filmisk æstetik kræver et andet filmsprog end blot at følge Janus fra morgen til aften – og mest fokus på hans ansigt og krop, som brutalt krakelerer mere og mere.

Alt er tilsyneladende ikke, som han får at vide undervejs. Men den fortællemæssige åbenhed modsvares af filmens nydelige fremfærd som et sandfærdigt portræt af en stakkel. Hans midlertidige kæreste og tidligere medpatient Astrid (spillet fragilt og følsomt af Lisa Carlehed) siger, at han skal lade fortiden hvile.

Det gør han ikke, og så må det gå, som det går.

Animas breve er bedst i sekvensen, hvor Janus sover hos Astrid et par dage, og til sidst, hvor livlig action øger tempoet. Filmen er velmenende og vellavet, men altså ikke ganske vellykket. Og nok mest drejet for et publikum, som kender romanen og får den illustreret med en indforståethed, vi andre biografgængere mangler.