Amsterdam

Er Amsterdam den mest stjernespækkede film nogensinde?

De berømte skuespillere falder i hvert fald nærmest over hinanden, mens de forsøger at skille sig ud i David O. Russells periodedrama.

Christian Bale, Margot Robbie, John David Washington, Anya Taylor-Joy, Chris Rock, Rami Malek, Robert De Niro og popstjernen Taylor Swift er bare nogle af de medvirkende i filmen om kapitalismens ondskab og fascismens opblomstring i 1930’ernes USA.

I centrum står lægen Burt, advokaten Harold og sygeplejersken Valerie. Titlen henviser til den hollandske hovedstad, hvor de tre hovedpersoner nyder livet efter at have mødt hinanden under Første Verdenskrig.

Amsterdam foregår dog primært i USA anno 1933, hvor Franklin D. Roosevelt netop er blevet valgt som præsident. Her bliver hovedpersonerne mistænkt for et drab, der viser sig at trække tråde helt op i toppen af landets magtelite.

Det mest interessante ved den intetsigende film er, at den faktisk er inspireret af virkelige begivenheder. Magtfulde kræfter konspirerede i det såkaldte Business Plot om at udskifte Roosevelt til fordel for en krigsveteran og dermed gøre USA til et diktatur.

Det er oplagt at læse fortællingen ind i en nutidig optik, hvor multinationale virksomheder mere end nogensinde prøver at påvirke den politiske verden for at stå så stærkt som muligt.

Men der synes ikke at være nogen større pointe end det ret banale udsagn, at forretningslivet er en ondsindet størrelse. Det får Russells storstilede projekt til at klinge hult.

Hvor den ligeledes skuffende og næsten lige så stjernespækkede Don’t Look Up i det mindste gik all in på at servere et politisk budskab om klimakamp i en skrupskør farce, placerer Amsterdam sig et sted mellem alvor og komik.

Det har den uheldige effekt, at filmen hverken er særlig dramatisk eller humoristisk. Det eneste sjove indslag kommer tidligt i filmen, da Burt (Christian Bale) og Harold (John David Washington) møder hinanden.

Halvjødiske Burt fortæller med tørt stenansigt afroamerikanske Harold, at de rige svigerforældre nok har sendt Burt i krig for at slippe af med ham. Et venskab formes hurtigt, og på lazarettet bliver begge deres liv reddet af Valerie (Margot Robbie), så et trekløver er skabt.

De mødes igen i 1933, hvor deres hektiske mission for at bevise Burt og Harolds uskyld byder på lige dele melodrama og slapstick.

David O. Russell er en interessant personlighed i den amerikanske filmbranche.

Han har siden spillefilmdebuten Spanking the Monkey fra 1994 været voldsomt svingende med skiftevis glimrende film som The Fighter og skuffelser som Joy.

Adskillige skuespillere har fortalt, at han er som en besat under optagelserne, og det skorter ikke på historier om instruktørens vilde temperament. George Clooney kom fysisk op at toppes med ham, da de lavede krigsdramaet Three Kings, og i en YouTube-video kan man se instruktøren gå amok på Lily Tomlin under indspilningen af I Heart Huckabees.

I den mere private afdeling anklagede David O. Russells transkønnede og dengang nittenårige niece i 2011 sin onkel for at have taget hende på brysterne.

Instruktøren forsvarede sig med, at niecen havde opført sig udfordrende, og sagen kom aldrig for retten. Der har igen været ytringer om det i pressen efter #MeToo-bølgen, men det er ikke blevet til et reelt opgør.

Stjernerne bliver ved med at arbejde med Russell, der har samlet celebre rollelister med større og mindre held i film som Silver Linings Playbook og American Hustle.

Der må med andre ord være noget tillokkende ved instruktørens metode, men den øjensynlige vildskab kommer ikke til udtryk i Amsterdam.

Skuespillernes præstationer skifter mellem det maniske og det døsige, og man fanger simpelthen ikke, hvad det er for en tone, filmen forsøger at ramme.

Måske skal David O. Russell droppe stjerneglansen og se sig i spejlet. Man kan ikke afvise, at der kan komme en god film ud af selvrefleksionen.