Anatolian Leopard

Med jævne mellemrum opstår der intense øjeblikke, hvor traditionsbevidsthed, hype og overfladiskhed skaber en perfekt storm.

Tænk bare på nylige debatter om kagepersoner, Eskimo-is og Den danske sang er en ung blond pige. Det er, som om forurettelsen over, at noget tages fra os, er langt stærkere end vores kærlighed til tingen selv.

Det paradoks ligger til grund for den tyrkiske perle Anatolian Leopard.

Den melankolske og underspillet sarkastiske film handler om en glemt og nedslidt zoologisk have, der pludselig bliver centrum for en politiseret polemik om national identitet. Det sker, da historien går, at nogen har stjålet havens anatolske leopard.

Den truede race bærer tilmed regionens navn i sig. Stolthed på fire poter.

Når filmens melankoli aldrig udarter til den iltre ideologi- eller mediesatire, som historien inviterer til, skyldes det perspektivet.

Vi følger genvordighederne fra den mest tavse og livstrætte skikkelse i Tyrkiet, den fraskilte og pensionsmodne zoodirektør Fikret, der holder sine sko pinligt rene for mudder og hellere går en stor omvej end risikerer at skulle udtale sig.

”Jeg ringer tilbage,” er hans tilbagevendende replik.

Ugur Polat spiller Fikret, hvis mumlen går i ét med hans moustache, og den skønne respekt for hans karakter siger meget om filmen. Personalet elsker direktøren for hans stilfærdige faglighed og bevidsthed om stedets dna og de ansatte – en sammenbragt familie af dyreelskere, der ikke kan helt så godt med mennesker.

Til gengæld er Fikret ude af trit med tidens behov for stjernestøv. Det er haven i udkanten af Ankara, Tyrkiets ældste zoo, også.

Den står til at skulle lade livet, og ironien er til at føle på til investormødet med to arabiske sheiker, der vil bygge forlystelsesparken Aladdin’s Magical Lamp på arealet. Forloren historiebevidsthed kender ingen grænser.

Instruktør og manusforfatter Emre Kayiş skaber et vuggende leje mellem stemninger, der på skift tager over.

Den grå hverdag, som Fikret går udslukt igennem, oplives af og til af menneskelig varme. Som når Fikrets ungdomsvenner cirkulerer med historier om bedre tider, eller når zoopersonalet for en stund finder fælles fodslag med hemmelighedskræmmeri og stille oprør.

Så er der den absurde, nærmest surreelle tilstand, et land sættes i, når det bliver transformeret i ryk. Denne tilstand har 38-årige Emre Kayiş med instruktørdebuten et skarpt og modent blik for.

Tyrkiet er i filmen som en gammel mand, der bliver bedt om at twerke, og det er både fascinerende og sørgeligt at overvære.

Man føler sig hensat til mesterlige Nuri Bilge Ceylans sædeskildringer Det vilde pæretræ og Once Upon a Time in Anatolia, der også rummer sol og regn, små smil og store betonflader.

Begge instruktører får det optimale ud af steder, der ligner ikke-steder, som et kommunalt kontor eller en underbelyst kantine i en ishockeyhal. Og begge har et forunderligt blik for de eksistenser, der ellers går i ét med træpanelerne på den lokale kro.

Det mest imponerende ved Anatolian Leopard er, at også scenerne mellem de dramatiske twists rammer hjertet.

Som da Fikret er til bal i forsamlingshuset og iagttager en pelsklædt, nyrig mor, der skubber rundt på sin uinteresserede datter, så moren kan få nogle gode billeder til Instagram.

Kommentarer er overflødige.

Emre Kayiş behøver ikke lade nogen kaste med mudder. Han udstiller stilfærdigt menneskedyrets popsmarte attituder og fantasiforladte præstationsdynamik.

Anatolian Leopard er meget mere, end man kan ønske sig af en lille, lokalforankret fortælling. Det er en besk film om livets salt, en klog film om menneskelig dumhed.

Man ønsker efterfølgende mere end noget andet, at Anatoliens under 1000 fritlevende leoparder fik lov at passe sig selv i det fri. Muligvis med en Fikret til at ae dem over pelsen i ny og næ.