Anker

I Dan Turèlls klassiske erindringsroman Vangede billeder omtaler han arbejdsmændenes klub i Vangede: ”… lige når man kommer ind, hænger der store billeder på væggene af Stauning, Hedtoft og H. C. Hansen, men ikke af Kampmann og ikke Krag (”Det kan være det samme”), hvorimod Anker jo nok skal op.”

Bogen kom ud i 1975, hvor Anker Jørgensen stadigvæk var statsminister. Men læg mærke til, at ikke kun er hans navn i kursiv, vi er også allerede dengang på fornavn med ham.

For Turèll var Anker den sidste sande socialdemokrat. Han var den ufaglærte arbejdsmand fra Sydhavnen i færd med at blive – som de siger på engelsk – større end livet.

En levende myte.

Fotografen og instruktøren Bo Tengbergs dramadokumentariske serie i tre afsnit om Anker Jørgensen, Anker, giver klart myten, hvad myten skal have uden at levere en socialdemokratisk helgenbiografi.

Tengberg er gift med statsministeren Mette Frederiksen, som kaldte Anker Jørgensen for en hædersmand ved dennes begravelse.

Disse ord er nok en undertone i filmen, men den er ikke ukritisk over for ham. Anker er svag i koderne, da Krag pludselig gør ham til statsminister i 1972. Hans strid med fagbevægelsen, som nærmest blev fatal for Socialdemokratiets overlevelse, er rød tråd fra første færd.

Anker gik bag ryggen på LO’s mægtige formand Thomas Nielsen, en stovt tough guy i skikkelse af Jens Jørn Spottag. Det glemte han aldrig og betragtede sidenhen Anker Jørgensen som klasseforræder.

En anden, som heller ikke glemmer, er Ritt Bjerregaard. Nok bærer hun ikke nag, men husker Hotel Ritz-sagen i Paris, som kostede hende ministerposten. Så det bliver hende, der i allersidste afsnit i 1987 beder ham om at trække sig som formand for partiet.

Serien byder på et righoldigt arkivmateriale, og med Lars Ranthes stemme kommenterer Anker Jørgensen selv livsfrisen på lydsporet. Og apropos Ritt Bjerregaard, så fortrød han sin behandling af hende.

Hun spilles knastørt af Natalie Madueño, mens Lars Ranthe og Maria Rich er gribende som ægteparret Jørgensen.

Han vil ikke køre i Mercedes som ministerbil, for det er Hitlers bilmærke. Hun vil ikke bo på statsministerboligen Marienborg, det er for fornemt.

Så parret bliver i Sydhavnen, hvor de som alle andre danske familier har sorger og glæder med børn, der bliver store og prædiker klassekamp og feminisme.

Det anekdotiske og familiære udgør fornuftigt nok ret meget i seriens fortælling. Manden af folket konfronteres meget melodramatisk i andet afsnit med Mogens Glistrup (med bornholmsk elan af Esben Dalgaard), som er skelsættende med sin nådesløse og flabede retorik.

I første afsnit får vi Ankers opgør med en meget gusten Erhard Jakobsen (Ole Lemmeke), en overløber til middelklassens parcelhusegoisme og osende bilglæde.

Kampen mellem Glistrup og Anker er skildret som en typisk Hollywood-film.

Den uerfarne Anker tror, at politik er et pænt og logisk skakspil, ikke slesk skuespil med beskidte tricks. Han taber derfor første konfrontation.

Så rejser han sig i anden omgang, især da hans elskede faster (spillet stærkt af Lisbeth Dahl) dør i duellens pause. Endelig gribes Anker inderligt af indignation og vrede, hvilket fører til hans retoriske sejr over Glistrup. En sejr, som ofte glemmes i portrættet af en statsminister, der siden bliver beskyldt for at køre Danmark i sænk.

Men netop omkring det dramaturgiske tilsnit over for det dokumentarisk faktuelle har serien en ubalance.

Den forsøger at være et filmisk melodrama i klassisk forstand og samtidig en nøgtern reel skildring af Anker som en markant statsmand, kærlig familiefar og sympatisk fejlbart menneske.

Hvorfor ikke dreje en rigtig spillefilm, som konsekvent fastholder et plot og et engageret blik i et traditionelt dramatisk format frem for at pendle distraherende mellem fiktion og dokumentar?

Alligevel er Anker godt håndværk med en veldrejet historie om en hædersmand det meste ad vejen.