Apollo Thirteen: Survival

Houston, we have a problem.

Disse ord, som i dag er blevet almene bevingede ord for at være i knibe, blev sagt for første gang i april 1970.

Tre amerikanske astronauter er halvvejs til månen i deres rumskib Apollo 13. Alt syntes at fungere på rumrejsen, som skal sende mennesker længst ud i universet. Men så sker der en eksplosion, og fartøjet styrtbløder med brændstof og ilt. Fatalt, hvis himmelskibets mandskab skal vende tilbage i live.

Hjemme på jorden er NASA i krise, og gode råd er mere end dyre. Medierne blander sig heftigt. Hvad der skulle have været endnu et stort skridt for menneskeheden, synes at blive nemesis for den menneskelige nysgerrighed.

Men så sker miraklet, og imod alle odds lykkes det at få de tre mænd landet på jorden.

Historien er fortalt på film flere i løbet af de sidste 50 år både som fiktions- og dokumentarfilm. Nok mest berømt som spillefilmen Apollo 13 fra 1995 med filmstjerner såsom Tom Hanks, Kevin Bacon og Ed Harris i hovedrollerne som stovte mænd med stiv overlæbe og stålsat sind.

Verdens største redningsaktion i det ydre rum er blevet kaldt for en rumwestern. Det ikoniske Apollo-fartøj er skæbnens diligence, hvor rigtige mænd træder i karakter, når det gælder.

Det er da også den tematiske opstilling, som træder i kraft i Apollo Thirteen: Survival af Emmy-vinderen Peter Middleton (Notes on Blindness). For selv om instruktøren har skabt en sober dokumentarfilm stykket sammen af samtidens reportager – fra features, ugejournaler og nyhedsudsendelser til hjemmevideoer og private optagelser – er det også et rungende helteepos.

Disse mænd i deres monstrøse rumdragter giver ikke op, og via opfindsomhed og offervilje klarer de skærene. Sammen med de koldblodige kloge-Åger nede i Houston redder de både skindet og stoltheden i landet, hvor sejr eller fiasko altid er alt eller intet.

Apollo Thirteen: Survival vil gerne være dødspændende i sin dramatiske opsætning, hvor vi først kastes ind i katastrofen og derefter går fire måneder tilbage til forberedelserne op til affyringen og rumfartøjets videre færd.

Den karismatiske astronaut James Lovell – det er ham, Tom Hanks spiller i Hollywood-filmen – er i fokus. En ærkeamerikansk helt med en mønsterfamilie, som står bi og holder ud sammen med de dødseriøse hvide mænd i hvide skjorter, der skal få astronauterne ned på jorden.

Eksemplarisk skildrer filmen, hvad der egentlig teknisk skete med Apollo 13 før, under og efter katastrofen. Og det er selvfølgelig sat op med smukke billeder omkring månen samt lommefilosofi om vor klodes lidenhed og livet som et støvfnug blandt stjerner.

Peter Middletons værk er en arkæologisk dokumentar, og selv om vi har fået historien fortalt før i andre iscenesættelser, er hans version mere perspektiverende som kilde til tidsånd og epoke.

Her ser vi, at det var den hvide mands projekt, som blev sendt ud i rummet. Der er ingen farvede i hverken raketten eller kontrolcentret. Og det foregår alt sammen, mens Vietnam-krigen eskalerer, præsident Nixon regerer, og ungdommen protesterer.

Filmen viser os således denne turbulente balladetid, hvor USA, ligesom i dag, var splittet i en mental borgerkrig på grund af divergerende national selvforståelse.

På den baggrund er historien om Apollos overlevelse belejlig for nationens fællesskab. Den er et samlingspunkt for hele befolkningen som menneskets sejr over teknisk svigt og en stærk manifestation af amerikansk overlegenhed med hensyn til rumforskning.

Man behøver ikke at være en fanatisk rumnørd for at synes, at Apollo Thirteen: Survival er interessant og informativ.