Apolonia, Apolonia

Apolonia, Apolonia er et dobbelt kunstnerportræt, hvor dokumentaristen Lea Glob gennem sit studie af maleren Apolonia Sokol også ender med at undersøge sig selv og sin fascination af Apolonias verden.

Optagelserne er foregået mellem 2009, hvor de to kvinder mødtes for at lave et kortere projekt til Den Danske Filmskole, og 2022, hvor Glob endelig føler sig klar til at slukke kameraet.

Apolonia er vokset op i Paris’ bohememiljø på et teater. Hvis man kan forestille sig en fransk kunstnerkliché, har Apolonia og hendes forældre udlevet den med allerstørste naturlighed.

Teatret vrimler også med aktivister såsom Oksana Shachko, politisk flygtning og grundlægger af den feministiske gruppe Femen. Hun bliver Apolonias gode veninde og en spejlkarakter i filmen.

Ved historiens begyndelse er Apolonia i midt-tyverne og i gang med at uddanne sig på en af de mest prestigefyldte kunstskoler i Paris.

Altid med en cigaret i hånden, tykt mørkt hår og mellemrum mellem fortænderne er hun uden tvivl en dragende kvinde.

Men det er instruktøren Lea Glob, der er filmens store stjerne. Tretten års optagelser – hvis formål, omfang og udfald har været ukendt – er organiseret til et plot med spændingsopbygning, sidehistorier og en forløsende slutning.

Undervejs bliver man investeret i Apolonias kamp for at redde teatret fra konkurs og hendes søgen efter anerkendelse som kunstner. Ikke fordi man nødvendigvis interesserer sig for hverken kunst eller den kreative elites kvaler, men fordi Lea Glob er god til at formidle det som en indre rejse og identitetssøgen.

Glob lægger ikke skjul på, at hun er en provinspige fra Danmark, der synes, at Apolonias liv er eksotisk. Man fornemmer dog også en dyb respekt den anden vej, og Apolonia lukker kameraet ind, når det gør ondt.

I en af dokumentarens første scener slår Apolonias kæreste op med hende, mens Glob sidder og filmer.

Ud over optagelserne af Apolonia og hendes liv består filmen af en række rekonstruktioner af alt fra barndomsminder til, hvad der sker, når man ligger i koma.

Apolonias forskellige bopæle er genskabt med en slags papirdukkehuse, der hjælper publikum med at holde styr på teater, kunstskole, Paris, Polen, Europa og USA.

Desuden har Apolonias forældre efterladt hende et imponerende arkivmateriale fra deres liv sammen på gamle Betamax-bånd. Det bidrager til fortællingen om teatret og Apolonias opvækst. De har sågar foræret deres datter en video af hendes undfangelse!

Den visuelle stil føles organisk og sammenhængende, på trods af at den er sammensat af så mange forskellige elementer. Lea Glob binder det hele sammen med en fortællerstemme, der rummer alt fra små, opklarende oplysninger til vidtløftige betragtninger om evigheden og den arv, en kunstner efterlader sig.

Apolonia og Lea følger hinanden fra deres tidlige tyvere, til de ved filmens afslutning er voksne kvinder med hver deres etablerede tilværelse.

Apolonia, Apolonia er muligvis startet som et karakterstudie af kunstneren, men ender som en coming of age-historie om de år i livet, hvor potentiale skal omsættes til evner og erfaring. På den måde bliver den også medrivende, selv hvis man ikke kan kende forskel på akryl- og oliemaling.

Filmen rummer både det intime og storladne – og lykkes med at fortælle om hele livet i portrættet af to unge kvinder.

Med tretten års materiale leder den tankerne hen på en ekstrem udgave af Richard Linklaters mangeårige filmprojekt Boyhood. Lea Globs film er optaget uden manuskript, men på mesterlig vis samlet til en velorganiseret og fængslende fortælling.