Året jeg begyndte at onanere og stoppede med at præstere

Året jeg begyndte at onanere og stoppede med at præstere.

Titlen er noget af en mundfuld, og der bliver heller ikke holdt tilbage i den svenske films grænsesprængende åbningsscene. Hovedpersonen danser til tonerne af danske Daimis bramfri Jeg kommer, mens hun kigger publikum i øjnene.

Til at starte med har Hanna dog ikke fokus på sit seksuelle velvære.

Hun er ambitiøs og afholdt på sit arbejde i et filmselskab, hvor hun bruger meget af sin tid. Samtidig drømmer den snart 40-årige kvinde om at få et barn mere med kæresten, der dog har andre planer.

Han går fra Hanna og smider hende ud af deres lejlighed!

Det sender hende på kaostur rundt i byen for først at overnatte på sofaen hos en gammel veninde – hvor husets teenagedreng onanerer lystigt i overkøjen – for siden at lande hos sine pensionerede forældre.

På en sørgelig solotur i byen møder hun unge Liv (Vera Carlbom), der beder Hanna om at ”lytte til sin fisse”.

Det er yderst fornøjeligt, når den yngre kvinde giver den ældre et lyn-onanikursus i en pizzabiks, mens de andre kunder nysgerrigt følger med i, hvordan et pizzastykke bliver behandlet som det kvindelige kønsorgan.

Der går dog ret længe, før Hanna opdager underlivets glæder. Men da hun først med vibratorhjælp har oplevet en turboorgasme til tonerne af Ave Maria, ligger vejen til yderligere seksuel udforskning for hendes fødder.

Her ville der i en film med en viril ungersvend i hovedrollen givetvis følge en montage, hvor man ser ham nedlægge den ene kvinde efter den anden.

Hanna nøjes med at befri fissen til et enkelt engangsknald med en ung gut, før hun kaster sig ud i noget mere seriøst med Adam (Hannes Fohlin).

Det er ikke desto mindre en hylemorsom scene, når han får udløsning midt i et telefonopkald, der annoncerer hans mors død.

Katia Winter udstråler stor karisma som Hanna, hvis frigørelsesprojekt til at starte med er seksuelt, men efterhånden tegner sig som del af en større personlighedsudvikling.

Danske Jesper Zuschlag spiller kæresten Morten, der i al sin vaghed ikke brænder igennem på samme måde som filmens andre figurer. Hans grundtræk er ubeslutsomhed, og det fungerer fint som kontrast til Hanna, men gør ham også til en noget træls type at være i selskab med.

Til gengæld giver det Hanna mulighed for at levere en veloplagt stikpille til den slappe kæreste: ”Bid dog tænderne sammen – det har kvinder gjort i en evighed!”

Filmens danske islæt tæller også fotograf Niels Buchholzer, der står bag de fabulerende billeder i DR-serien Carmen Curlers. På samme måde giver han Året jeg begyndte at onanere og stoppede med at præstere en drømmeagtig kvalitet, så historien glider let og luftigt ned.

I en kort og spøjs scene møder vi komikerparret Ditte Hansen og Louise Mieritz, der under en sangundervisningstime ivrigt gør som hunde.

Henrik Dorsin fra Ruben Östlunds Guldpalmevinder Triangle of Sadness glimrer i en sjov birolle som Hannas chef Staffan, der er så gennemsvensk, som man kan forestille sig.

Han har ikke bare cyklen med oppe på kontoret, han er også iført sin oppustelige cykelhjelm, der selvfølgelig udløses, da Hanna i filmens begyndelse melder sin opsigelse for at hellige sig familielivet.

Erika Wasserman, der debuterer som spillefilminstruktør efter at have været producer på blandt andre Ali Abbasis forrygende Grænse, spækker sin legesyge fortælling med originale idéer.

En af filmens gennemgående vittigheder er, at der altid dukker forbipasserende op, når hovedpersonen er midt i et af sine akavede optrin eller pinlige samtaler. Det sikrer en underfundig tone i en film, som nogle gange kæmper lidt med at finde balancen mellem komik og drama.

Året jeg begyndte at onanere og stoppede med at præstere er ikke et samfundsomvæltende kønsmanifest. Men med sin sexpositive fortælling om vigtigheden af at holde af sig selv er filmen vedkommende underholdning, der sågar byder på et svirp med halen til sidst.

Hanna arbejder nemlig frem imod ikke at skulle præstere konstant på jobbet. Hun vil lære at læne sig tilbage og finde tilfredshed i blot at være okay ligesom alle de mandlige kolleger!