Arvingerne

Man kan nogle gange glemme, at dansk tv-dramas ufattelige globale gennemslagskraft primært skyldes højkonceptuelle serier med en så universel tiltrækningskraft, at de relativt nemt går an i andre lande.

Politisk intrige og jagten på forbrydere er noget, folk over hele verden kan forholde sig til. Og Ørnen, Forbrydelsen, Broen og Borgen er groft sagt serier, hvor persontegningen underordnes plottet, hvilket indimellem har ført til flade figurer og så mange plot-twists, at man efterhånden er blevet træt af at gætte med på whodunnit-gåderne.

DR’s nye satsning, familieserien Arvingerne, er i den sammenhæng befriende. Her træder karaktererne i forgrunden, handlingen udspringer i høj grad af deres indre konflikter, og at dømme efter premiereafsnittet er de fyldige og nuancerede.

I centrum er fire børn, der deler mor – den verdensberømte installationskunstner Veronika Grønnegaard (Kirsten Olesen) – men hverken far eller fælles tilværelse.

Trine Dyrholms Gro er en succesfuld museumsdirektør og står i et tæt, men også underkuet forhold til sit dominerende matriarkalske ophav. Carsten Bjørnlunds Frederik har mere eller mindre afskrevet sin mor, men er fremstormende advokat med kernefamilie, to biler og poleret forstadsvilla i den øvre middelklasse.

Mikkel Boe Følsgaards eventyrlystne drengerøv Emil banker et resort op i Thailand, hvor han har været i tre år, og han skyper med sin mor, når han mangler penge.

Endelig er der Signe (Marie Bach Hansen) – seriens nok egentlige hovedperson – der har haft en helt almindelig middelklasseopdragelse med håndboldhaller, håndbajere og arbejde i blomsterbutikken. Men pludselig bliver hun opsøgt af en berømt ældre dame, der viser en personlig interesse for hende. Det er Veronika, der dødeligt syg begynder at overveje, hvordan boet – en herregård i naturskønne, sydfynske omgivelser – skal gøres op.

Tilsammen udgør de den moderne, splintrede familie, som seriens unge hovedforfatter Maya Ilsøe har ønsket at skildre. Her er familien ikke det centrum, de enkelte medlemmers liv roterer omkring, som vi så det i DR’s seneste familiedrama, Sommer (2008). Den er en fælles arv og baggrund, som de forsøger at løsrive sig fra, men alligevel er skæbnesvangert betinget af.

Man kan måske undre sig over, at Arvingerne handler om noget så Morten Korch’sk som kampen om slægtsgården. Men heldigvis har seriens skæbner fint og præcist fodfæste i Danmark anno 2014.

Man kan også indvende, at Arvingerne som mange danske film tager udgangspunkt i den øvre, kulturelle middelklasse. Åbningsafsnittet antyder imidlertid en interessant modstilling mellem den familie, Signe kommer fra – en jordnær parcelhus-virkelighed – og Veronikas excentriske kunstnerunivers.

Først og fremmest udmærker serien sig dog ved en sublim synergi mellem Maya Ilsøes tidssvarende replikker og det kropsnære kameraarbejde, der har tålmodig sans for karakterernes små pauser af tvivl og forbløffelse – modent dirigeret af Pernilla August, der debuterede som instruktør med spillefilmen Beyond (2010) og her sikrer en højstemt, men aldrig selvhøjtidelig grundtone.

Hvor man i danske serier ofte har måttet krølle tæerne ud efter en time med repliklevering af svingende kvalitet, er der her kælet for detaljerne. Dialogen og spillet er slet og ret det bedste, dansk tv-drama har leveret (måske med undtagelse af Per Flys miniserie Forestillinger), og castet består da også af noget af det ypperste, Danmark kan præstere lige nu.

Særlig fornøjelig er Jesper Christensens flippede avantgarde-musiker, der er far til Gro og stadig bor i et skur i Veronikas baghave, hvor han eksperimenterer med percussion udløst af myrer (!), om end han ikke har udgivet noget i 25 år.

Selvom Arvingerne sikkert ikke vil blive et internationalt hit på linje med Forbrydelsen og Borgen, virker den som det rigtige skridt for DR’s drama-afdeling. Her jages ingen mordere, men derimod svaret på, hvordan vores fælles bagage og individuelle ambitioner kolliderer.

Serien er således også en flot forvaltning af arven efter den nu pensionerede dramakonge Ingolf Gabold. Hans ”dobbelte historie” træder frem med større kraft og kompleksitet end i stationens seneste dramasuccesser.