Arvingerne sæson 2

For præcis et år siden samlede et dødsfald og en efterfølgende begravelse befolkningen omkring tv-skærmen og en af de bedste danske drama-serier nogensinde: Arvingerne.

Den velskrevne og velspillede slægtskrønike stod nok på skuldrene af Matador og Morten Korch, men kampen om den fædrene Grønnegård blev et relevant opgør med nutidens patchwork-familier.

Intet kan som arv tvinge en konfliktsky dansk familie til at kaste sig ud i jalousi og griskhed og ribbe op i fortiden. For hovedforfatter Maya Ilsøe blev arveprocessen en perfekt naturlig historie, der også vækkede genklang hos de danskere, der ikke tilhører den kreative overklasse som DR-familien Grønnegård.

Men hvad nu, når boet er gjort op, og arven er fordelt?

Den hemmelige datter Signe ”Sunshine” får gården efter sin hedonistiske kunstner-mor i sæson 1. Og efter at have afskrevet mand, børn og smårborgerlighed sammen med håndboldkæresten, går hun nu sin egenrådige mor i bedene og starter en produktion af industrihamp – noget, hun kun er ringe kvalificeret til.

Trine Dyrholms overkontrollerede karrierekvinde Gro får ikke sit museum, men derimod en mand og lidt sjælefred. Og hendes bror, Carsten Bjørnlunds demonstrativt strømlinede advokat Frederik, får behandlet sine hengemte barndomstraumer.

Efter at have trøstet sin brors kone lidt for korporligt bliver der ingen arv til Mikkel Boe Følsgaards drøncharmerende, men også meget forkælede lillebror Emil. Og i sæsonafslutningen klapper gældsfælden. Her bliver han smidt i thailandsk fængsel som en cliffhanger til en af de vigtigste historier i sæson 2.

Gro og Frederik kæmper nu for at få deres lillebror ud af fængslet, men Frederik plages stadig af efterveerne fra konens og brorens udenoms-knald. Og Gro fortsætter sin lyssky kunst-forfalskning.

Mens arvestriden holdt sammen på sæson 1, er der mere spredt fægtning mellem enkelthistorierne i afsnit 1 og 2 af sæson 2, som denne anmeldelse dækker.

Familiens før så genkendelige problemer har vokset sig excentriske og bevæger sig faretruende tæt på sæbeopera-territorium. Men hvis Ilsøe formår at holde de løbske plottråde i stramme tøjler, kan det tidligere, tårnhøje niveau stadig nås i løbet af sæsonen.

Skuespillet er blevet rost til skyerne, og her er der intet nyt under solen. Marie Bach Hansen kæmper med nuancerne i den modnede Signe, men resten af holdet præsterer det ypperste, der er set på dansk tv. Manuskriptforfattere og skuespillere har i fællesskab skabt en usædvanligt troværdig familie, hvor hvert enkelt medlem veksler mellem sympatiske og usympatiske træk. Man både elsker og hader dem, som var de ens egne søskende.

Og Arvingerne er bedst, når dramaet bli’r i familien. Det gør det i åbningsafsnittets mest gribende historie med endnu et familieritual: en barnedåb.

Der leges gætteleg med seeren om, hvem der er forældre til det nye familiemedlem, Melody. For alle hjælper til med baby-pasning, mens ingen for alvor tager ansvar.

Familiedynamikken står allegorisk klart i den eminente dåbsscene, hvor Danmarks yndlings-hippie i skikkelse af en langhåret Jesper Christensen flipper behørigt ud med fingermaling, vindharper og et munkesangs-arrangement af Nina Perssons smukke titelsang. Det er vidunderligt morsomt, indtil alvoren rammer som et iskoldt brusebad.

Man fristes til at citere Lars von Triers ræv fra Antichrist: ”Chaos reigns.”

Også her er et barn fanget i den søndersprængte kernefamilies kaos, hvor ingen voksne formår at tilsidesætte deres egne behov til fordel for den næste generation. Først mærkede Sunshine – og nu Melody – på godt og ondt den frigjorte, men kaotiske arv fra ’68. Og sådan viser Maya Ilsøe elegant, hvordan historien gentager sig selv.

Tilbage står en generationsskildring, som er langt mere relevant for danskernes nationale identitetsforståelse, end Ole Bornedals 1864 nogensinde bliver.