Asfalt

Er der noget mere trist og trøstesløst end en årle dansk vintermorgen omkring et gråt etplanshus i brutal cement, mens vejret ikke kan finde ud af, om det vil være slud, støvregn eller sne?

Lasse kører lastbil, og netop sådan en morgen sidder han i førerhuset. Med morgenens første smøg, en håndfuld piller skyllet ned med afmålte slurke fra en vodkaflaske, der har streger på siden for hver dram.

Men bortset fra, at vejret ligner Vorherres straf, synes det at være en let dag for Lasse. Bare til Holstebro og hente stole og borde til vognmandens store fest, hvor Lasse med kæreste også skal være gæst.

Men sådan skal det ikke gå.

Her i sit eget tavse kongedømme bliver han snart konfronteres med sin fortid. Først kommer en sort kat på tværs over vejen og siden en ung kvinde. Turen ud i det blå ad den slagne vej drejer spontant om i retning af skyld og skæbne.

Asfalt har en nærmest sovjetrussisk kort titel, som indikerer heroisk socialrealisme. Om tunge arbejdsmænd, der sørger for, at vi andre kan komme frem i verden via glatte veje.

Men filmen er faktisk noget helt andet, meget bedre og mere vedkommende.

Den vil umiddelbart gerne opfattes som en traditionel roadmovie med en mut, mastodontisk trucker ved rattet på størrelse med et møllehjul. Et signalement af senmodernitetens sidste landevejsriddere.

Det er proletariatets frie fugle hinsides spidsborgerlig moral og sædernes dekorum. Kender man en thai-luder på vejen, kan man få det hele hos hende sammen med halvkriminelle frynsegoder.

Fartgrænser, vejkontrol og færdselspoliti er naturlige fjender, der enten skal bekæmpes eller undgås. For disse farende svende har deres eget kammerateri på ære og værdighed, standhaftighed og stolthed.

I sin tredje spillefilm efter Søde lille du og Kufferten har Charlotte Madsen, bag om maskinbegejstring, bremsespor og landevejsromantik, faktisk drejet et klassisk intenst drama om større ting end motorvejspoesi med mænd i store biler.

Asfalt er et kammerspil for to personer samt manende stemmer i biltelefonen, et græsk kor, der akkompagnerer temaet om at være fanget af fortiden. Og er blod nu også tykkere end vand?

En eksistentialistisk valgsituation, som er uafhængig af tid og sted og på tværs af alle samfundsklasser.

Michael Asmussen er aldeles fremragende som Lasse, der i førerhuset konstant lyver. Fedtet hår og evindeligt en smøg i flaben, men også et menneske, som træder i karakter ved det terningkast, der så at sige vælter hans læs og forsinker hans fremfærd fatalt.

Den unge kvinde René, som han tager med op i bilen, er nemlig ikke hvem som helst. Hun er symptom på noget, han afstumpet løb fra i sin fortid og alt for tidligt har lagt bag sig. Nu med ny kæreste hjemme i det grå cementhus.

Stemmerne i telefonen er en slags sirener, som kalder ham tilbage fra hans foretagende. Lars Mikkelsen, Lars Ranthe, Mia Lyhne og Camilla Bendix ses ikke på lærredet, men deres stemmeskuespil har sit eget liv og driver handlingen fremad.

Nogle gange er der hverken smutvej eller genvej til at komme i havn. Ingen omvej uden om konfrontationen med den hengemte sandhed om ens liv.

Viilbjørk Malling Agger er helt vidunderlig som den unge kvinde, der af forskellige årsager er på springtur fra fængslet. Hun er en stærk tyvetøs og fræk som en slagterhund, men samtidig sårbar og fragil og søgende efter noget, hun mistede i sin barndom.

Filmen er konsekvent stillestående og undgår enhver form for overdramatisering. Selv når alt synes håbløst for de to mennesker fanget i førerkabinen, undgår Charlotte Madsen patetiske strygere og melodramatisk slagtøj.

Alligevel bliver man rørt på en lang dags rejse mod nat.