Ash vs Evil Dead

Det er umuligt at stå imod. Smilet breder sig uundgåeligt fra første sekund af Ash vs Evil Dead.

Det starter som en lille trækning, man ikke registrerer. Trækket fortsætter, og pludselig opdager man, at smilet er blevet hevet helt op til kindposerne. Man sidder simpelthen og storsmiler i forventning om den gru og rædsel, man skal til at udsættes for.

34 år er gået siden Evil Dead fik premiere og for evigt ændrede horror-genren. 33 år er gået, siden filmen blev vist på Cannes-festivalen, og en ovenud begejstret Stephen King beskrev den som ”en sort regnbue af horror”. 23 år er gået, siden trilogien blev afsluttet med Army of Darkness.

Kultklassikeren over dem alle vender nu endelig tilbage til tv-skærmene, og efter så mange år virker det nærmest som et umuligt projekt at vække de døde til live – nu i en tv-serie.

Der er sket meget med horror-genren siden 80’erne, og hjemmelavede effekter og plat humor synes at høre fortiden til. Derfor er det måske også et lidt nervøst smil, man sidder med. Kan Sam Raimi og resten af holdet stadig charmere os i en sådan grad, at vi overgiver os til deres helt særegne univers?

Det korte svar er ja.

Deep Purples Space Truckin’ er det velvalgte 70’er-rockhit, der starter med at fyre godt op under kedlerne, og i samspil med Raimis velkendte brug af montage-klipning er man helt tilbage i stemningen.

Denne gang er montagen dog af en aldrende Bruce Campbell i rollen som Ashley Williams, der må iklæde sig korset og gebis for at kunne holde på formerne. Men tag ikke fejl, 57-årige Bruce Campbell er i fremragende form.

Fra første øjeblik, hvor Ash prøver at score en meget yngre kvinde med en løgnehistorie om, hvordan han fik hugget sin hånd af, er man solgt. Campbell træder lydefrit ind i rollen som Ash og er præcis ligeså arrogant, dum og charmerende, som han skal være.

Fans, som ikke var vilde med den tredje del af trilogien, vil nok heller ikke bryde sig om Ash vs Evil Dead, der prioriterer humor over horror. Men der er stadig rigelige mængder blod og fæle levende døde.

Handling er der til gengæld ikke meget af, og det kan virke bekymrende for serien på længere sigt.

Ash er selvfølgelig kommet til at åbne de dødes bog, Necronomicon Ex-Mortis, da han i en ordentlig koger skulle imponere en pige med poesi-oplæsning. Det har resulteret i en genkomst af de levende døde, Deadites, som er begyndt at dukke op i den flække, hvor Ash stadig arbejder som lagermedarbejder.

I første afsnit introduceres også et par nye karakterer i det simple univers, men det er Bruce Campbell, som uomgængeligt bærer serien. Hver eneste gang blikket rettes mod birollerne, forsvinder en del af magien, og spørgsmålet er, om den begejstrede energi kan opretholdes i hele ti afsnit, endsige enanden sæson, som kabel-tv-netværket Starz allerede har annonceret.

Det er svært at spå om, siden denne anmelder kun har fået et enkelt afsnit at bedømme serien ud fra, men der er ingen tvivl, om at første afsnit er en energibombe af morskab.

Det er tydeligt, at det er mesteren bag de oprindelige film – Sam Raimi – der har instrueret første afsnit, og han leverer rigeligt med opfindsomme, skæve kameravinkler til at tilfredsstille enhver fan.

Tempoet er i top, og dampen holdes oppe ved at skære fortællingen helt ind til benet. Der er ingen overflødige scener, og den bloddryppende action i stærke, kontrastfyldte farver er nøje placeret i afsnittet, så vi til sidst får klimakset i et herligt gensyn med både boomstick og motorsav.

De må have haft en fest på settet, og man kan mærke kærligheden til projektet strømme fra hele produktionsholdet – lige fra makeup-artister til scenografer og kamera- og lysmænd. Det er, som Ash proklamerer: Groovy!