Tv-anmeldelse
01. nov. 2015
Ash vs Evil Dead
Bruce Campbeller har rundet 57 år, men han kan stadig svinge motorsaven, så man griner og gyser på samme tid. Foto | Starz!

Ash vs Evil Dead

Genoplivningen af horrorklassikeren Evil Dead som tv-serie er en energibombe af morskab med Bruce Campbell, der på trods af sin alder er i topform med boomstick og motorsav.

Af Samina Jacobsen

Det er umuligt at stå imod. Smilet breder sig uundgåeligt fra første sekund af Ash vs Evil Dead.

Det starter som en lille trækning, man ikke registrerer. Trækket fortsætter, og pludselig opdager man, at smilet er blevet hevet helt op til kindposerne. Man sidder simpelthen og storsmiler i forventning om den gru og rædsel, man skal til at udsættes for.

34 år er gået siden Evil Dead fik premiere og for evigt ændrede horror-genren. 33 år er gået, siden filmen blev vist på Cannes-festivalen, og en ovenud begejstret Stephen King beskrev den som ”en sort regnbue af horror”. 23 år er gået, siden trilogien blev afsluttet med Army of Darkness.

Kultklassikeren over dem alle vender nu endelig tilbage til tv-skærmene, og efter så mange år virker det nærmest som et umuligt projekt at vække de døde til live – nu i en tv-serie.

Der er sket meget med horror-genren siden 80’erne, og hjemmelavede effekter og plat humor synes at høre fortiden til. Derfor er det måske også et lidt nervøst smil, man sidder med. Kan Sam Raimi og resten af holdet stadig charmere os i en sådan grad, at vi overgiver os til deres helt særegne univers?

Det korte svar er ja.

Deep Purples Space Truckin’ er det velvalgte 70’er-rockhit, der starter med at fyre godt op under kedlerne, og i samspil med Raimis velkendte brug af montage-klipning er man helt tilbage i stemningen.

Denne gang er montagen dog af en aldrende Bruce Campbell i rollen som Ashley Williams, der må iklæde sig korset og gebis for at kunne holde på formerne. Men tag ikke fejl, 57-årige Bruce Campbell er i fremragende form.

Fra første øjeblik, hvor Ash prøver at score en meget yngre kvinde med en løgnehistorie om, hvordan han fik hugget sin hånd af, er man solgt. Campbell træder lydefrit ind i rollen som Ash og er præcis ligeså arrogant, dum og charmerende, som han skal være.

Fans, som ikke var vilde med den tredje del af trilogien, vil nok heller ikke bryde sig om Ash vs Evil Dead, der prioriterer humor over horror. Men der er stadig rigelige mængder blod og fæle levende døde.

Handling er der til gengæld ikke meget af, og det kan virke bekymrende for serien på længere sigt.

Ash er selvfølgelig kommet til at åbne de dødes bog, Necronomicon Ex-Mortis, da han i en ordentlig koger skulle imponere en pige med poesi-oplæsning. Det har resulteret i en genkomst af de levende døde, Deadites, som er begyndt at dukke op i den flække, hvor Ash stadig arbejder som lagermedarbejder.

I første afsnit introduceres også et par nye karakterer i det simple univers, men det er Bruce Campbell, som uomgængeligt bærer serien. Hver eneste gang blikket rettes mod birollerne, forsvinder en del af magien, og spørgsmålet er, om den begejstrede energi kan opretholdes i hele ti afsnit, endsige enanden sæson, som kabel-tv-netværket Starz allerede har annonceret.

Det er svært at spå om, siden denne anmelder kun har fået et enkelt afsnit at bedømme serien ud fra, men der er ingen tvivl, om at første afsnit er en energibombe af morskab.

Det er tydeligt, at det er mesteren bag de oprindelige film – Sam Raimi – der har instrueret første afsnit, og han leverer rigeligt med opfindsomme, skæve kameravinkler til at tilfredsstille enhver fan.

Tempoet er i top, og dampen holdes oppe ved at skære fortællingen helt ind til benet. Der er ingen overflødige scener, og den bloddryppende action i stærke, kontrastfyldte farver er nøje placeret i afsnittet, så vi til sidst får klimakset i et herligt gensyn med både boomstick og motorsav.

De må have haft en fest på settet, og man kan mærke kærligheden til projektet strømme fra hele produktionsholdet – lige fra makeup-artister til scenografer og kamera- og lysmænd. Det er, som Ash proklamerer: Groovy!

Titel:
Ash vs Evil Dead

Land:
USA

År:
2015

Serieskaber:
Sam Raimi

Medvirkende:
Bruce Campbell, Lucy Lawless, Ray Santiago, Dana DeLorenzo

Spilletid:
Ti afsnit af cirka 30 min.

Anmeldelse:
Et afsnit

Premiere:
1. november 2015 på Cmore Cmore Play

Relevante artikler

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
04. nov. 2016
Forældre

Forældre

Serieanmeldelse
14. okt. 2016
Divorce

Divorce

Biografanmeldelse
18. aug. 2016
The Shallows

The Shallows

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!