Avengers: Age of Ultron

Da det danske forsalg til Avengers: Age of Ultron åbnede, gik hjemmesiden ned. Forventeligt, når forgængeren The Avengers blev den tredje bedst sælgende biograffilm nogensinde (Efter Avatar og Titanic).

Der er forventninger af super-dimensioner til genforeningen af Iron Man, Captain America, Thor, The Hulk, Black Widow og Hawkeye. Ikke mindst fordi filmen skal fortsætte, hvor alle tidligere Marvel-film slap, og samtidig lægge op til den endeløse række af efterfølgere.

Hver Marvel-film er en brik i et større og særdeles indbringende puslespil for producenten Disney. Denne brik er mindre en helstøbt film end et kraftværk af eksplosiv fortælleenergi, der leverer strøm til de andre dele.

Og der tages ingenlunde hensyn til nytilkomne grønskollinger, som ikke har fulgt med fra første Marvel færd.

Det hele starter in medias action-ræs med Thor’s hammer, Captain Americas skjold, Hawkeyes pile, Iron Mans jokes og fjender i hobetal flyvende gennem luften. Et forrygende masseslagsmål, der er umuligt at finde hoved og hale i.

Alle Avengers er på hævntogt for at finde et kraftfuldt scepter, som tilhørte superskurken Loki, der blev uskadeliggjort i forrige film.

Da scepteret er sikret, opdager holdets intelligentsia, Tony Stark og Bruce Banner, at det er nøglen til en avanceret teknologi: kunstig intelligens på superniveau.

Så ved vi godt, at klokken har slået Frankenstein, Terminator, Matrix og så videre. Det ved Tony Stark også. Men som selvudnævnt ”gal videnskabsmand” kan han alligevel ikke dy sig for at drømme om at skabe den ultimative superhelt, en beskytter på verdensplan, der kunne fritstille The Avengers fra tjeneste. Så han programmerer missionen ”fred i vor tid” og trykker enter.

Manuskriptforfatter og instruktør Joss Whedon fører princippet, der har gennemstrømmet alle nyere superhelte-fortolkninger, ud i yderste konsekvens: At superheltens største fjende er hans egen mørke (eller menneskelige) side.

Ud kommer titlens Ultron og filmens fæleste skurk – en robot i Iron Man-lignende metal-legeme, der kan formere sig uendeligt som kostene hos troldmandens lærling. Men samtidig eksisterer robotten som en djævelsk kraft uafhængigt af sin krop, med James Spaders stemme svævende over vandene som en anden Hal 9000. En evne, der afstedkommer den små-geniale replik: ”He escaped through the internet!”

Og så går jagten ind på Iron Mans monster. Ultrons fortolkning af sin mission ”fred i vor tid” bliver til ”dræb The Avengers”. For det er altid dem, der starter balladen. Og det kan han sådan set have ret i.

Toeren mangler én ting, som etteren havde: en karismatisk skurk. Super-sleske Loki (som vi på vore breddegrader kender som den slangetungede slyngel fra Asgård) er blevet elsket af fans på samme niveau som heltene. Og det er svært at forestille sig, hvordan den standardiserede robot-skiderik skal leve op til forgængeren.

Filmens holdånd til trods, placeres Iron Man i centrum for suppedasen og kampen mod sin mr. Hyde, Ultron. Ikke et overraskende valg, eftersom Robert Downey Jr.’s kronisk ironiske geni, milliardær, playboy og filantrop er indiskutabel fanfavorit og klart det sjoveste indslag i både etter og toer.

Ligesom superheltene simultant er allierede og konkurrenter, er gruppedynamikken både filmens styrke og svaghed.

Filmseriens højt besungne humor opstår først og fremmest i brydekampen mellem heltenes supersized ego’er, der er vant til at boltre sig i hver deres film. Skuespillerne er ikke blot håndplukket for købekraften i deres navne, men også for deres komiske talenter.

Der bliver spillet sjovest med super-musklerne, når heltene på skift forsøger at løfte Thors hammer – der selvfølgelig ikke kan løftes af andre end ejeren – eller hvad?

Men hovedpersonerne kæmper også om minutter på lærredet. Denne gang skal der også findes tid til romantik (en prøvende forelskelse mellem Mark Ruffalos bløde mand, The Hulk, og Scarlett Johanssons hårdkogte Black Widow), der ellers var så forfriskende fraværende i etteren.

Whedon jonglerer handlingsstrenge det bedste, han har lært. Men der er både flere kampscener og karakterer i toeren og stadig ”kun” godt 140 minutters film. Regnestykket går kun forhastet op.

Det går især ud over de nye karakter, der ikke får meget tid i rampelyset. Som den fascinerende, stoisk klarsynede skabning The Vision (Paul Bettany) og Ultrons to håndlangere, tvillingerne Quicksilver (Aaron Taylor-Johnson) og Scarlet Witch (Elisabeth Olsen). Tvillingerne er spændende bekendtskaber med en patosfyldt historie, der dog dårligt er tid til at fordybe sig i.

Avengers: Age of Ultron er ikke blot en superheltefortælling om at se sine egne dæmoner i øjnene, men også en veloplagt fortolkning af det ældste superhelte-tema i verden: at stå sammen i kampen for det gode.

Og hvilken kamp. Actionscenerne topper etteren og stort set alt andet set på film.

Med svævende byer og en kammeratlig nævekamp vertikalt ned gennem et højhus kan de dårligt beskrives med ord, men må og skal ses i biografen. Captain America formulerer fremgangsmåden i en af de mange citatvenlige vendinger: ”You get hurt – hurt them back. You get killed – walk it off!”

Eller sagt på en helt anden måde: Hvad kampscener angår får dette års Star Wars: Episode VII kamp til stregen.