Babylon Berlin

Den amerikanske myte om Weimarrepublikken – denne ulykkelige periode i Tysklands nyere historie 1919-1933 – er, at det var én lang løssluppen fest for folk i smoking og korte kjoler.

Imens blomstrede kunsten i Berlin til skæve klange og sange af Kurt Weill og Bertolt Brecht, præsenteret af en satanisk konferencier og sunget af Marlene Dietrich i kjolesæt. Så kom nazisterne og slukkede og lukkede etablissementet.

Musicalen Cabaret, især i Bob Fosses fascinerende film fra 1972, pustede endnu mere til dette bål om et stort, flot forår før Hitler.

Det klæder instruktøren Tom Tykwer (Cloud Atlas, Lola), at han ikke i sin flamboyante tv-serie Babylon Berlin – frit efter Volker Kutschers Den våde fisk fra 2007 – falder pladask for denne medieskabte illusion og iscenesatte nostalgi.

Bevares, Weimarperioden får, hvad den skal have af kaos og cocktails, charleston og sex i vekslende afarter – sågar til hidsige danserytmer, som i serien mere mimer Michael Jacksons moonwalk end Fred Astaires stepdans.

Men det depraverede er sat ind i historiens kontekst og logistik. Det er andet og mere end slagkraftig staffage, fordi det spraglede nøgent og nøgternt realistisk bliver sat i relief af den herskende armod og arbejdsløshed på gader og stræder.

Den kvindelige hovedperson, den proletariske lejlighedsluder Charlotte på vej til at blive strisser (spillet koket og gammelklogt af Liv Lisa Fries), er eksponent for den bundløse elendighed i slum og baggårde på den meget fjerne side af det glamourøse natklubliv.

Den mandlige hovedperson, kriminalassistent Gereon (gestaltet med følsom mandighed af Volker Bruch), er den stræbsomme borgersøn med granatchok i sjælen, krakelerende mere på morfin end adrenalin.

Endelig er der den korrupte strømer Bruno (karakterskuespilleren Peter Kurth), der med grisetryne og blomkålsører til forveksling ligner en karikaturtegning af George Grosz.

Personerne flettes ind i en intrige, der er lige så kompliceret at referere som handlingen i Det Gamle Testamente.

Et tog med giftgas og guldbarre ankommer fra Sovjetunionen, en flok trotskister mejes ned af Thomson-maskinpistoler, en armensk mafiaboss styrer underverdenen, herunder pornografi og pengeafpresning, mens højreorienterede officerer planlægger et statskup.

Der går tråde ind i politiet, som første maj mejer 200 demonstranter ned, og det får fatale konsekvenser for alle. Antisemitismen vokser, kommunister er nådesløse og nazister på vej til Berlin.

Babylon Berlin er helt ned i filmiske detaljer inspireret af instruktøren Fritz Lang, der med film som Dr. Mabuse, der Spieler (1922) og M (1931) om storbyens kriminelle modernitet, gale mænd uden hæmninger og konspirationer uden grænser indkapslede tidsånden i en særegen ekspressionistisk stil i overgangen mellem stum- og talefilm.

For eksempel billedet, der åbner og lukker sig med cirkel i det mørke for at blive firkantet lærred. Panoramiske tableauer af myldrende, myreagtigt gadeliv i regnvejr og tusmørke, foruroligende skygger på vægge og mure samt urolige kameravinkler, som varsler fare og hærværk.

Serien citerer sågar Hitchcock-film. Også den hverdagspoetiske, tyske dokumentarfilm fra 1929, Mennesker om søndagen, kan anes i seriens få lyse stunder, som byder på indslag af musical-agtig lystighed.

Men bag om jazzen er serien et tysk rekviem over Første Verdenskrigs meningsløshed og efterbyrden, som klædte Goethes Tyskland i brune, røde og sorte skjorter.

”En demokratisk vildfarelse,” siger en preussisk officer med mensurar og stram maske om republikken. Det er der igen i dag nogle, som hvisker i Tyskland. Det er dem, Tykwer med sin serie advarer om.

Der er anakronismer og postmoderne unoder. Bryan Ferry giver et nummer. Slutningen er for meget James Bond, men har dog en sort krølle på halen.

Serien er Tysklands dyreste, og vi får bestemt valuta for alle pengene.