Bad Neighbours

Seth Rogen er den amerikanske grov-komedies venlige ansigt. En guttermand med krøllet hår, briller og mandepatter. Hans stil er en krydsning mellem Woody Allens speedsnakkende jødiske neuroser, en ung Bill Murrays stenede autoritetsforagt og den moderne mand i 30’erne, der nægter at blive voksen. Rogens film taler direkte til teenagedrenge og yngre mænd med deres miks af feststemning, systematisk umodenhed og jokes under bæltestedet. Han er naturligvis en af sin generations mest profitable comedy-stjerner.

Bad Neighbours røg direkte ind som den meste sete film i amerikanske biografer i premiereweekenden i maj. Og det skyldes givetvis Rogens navn og brand, som han har finpudset gennem det sidste årti i film som Knocked Up, Superbad, Pineapple Express og This Is the End.

Bad Neighbours er en grovkornet farce om at blive voksen. Seth Rogen og Rose Byrne spiller parret Mac og Kelly, som har fået hus og barn, men stadig ikke helt har vænnet sig til livet med pligter og udgifter uden fest hver nat. Det er med en blanding af stolthed og frygt, at de ser deres nye tilværelse i øjnene. De prøver at have sex, men distraheres af deres meget vågne baby. På jobbet sniger Mac sig til at ryge en joint med sin nyligt fraskilte kollega og prøver at tale sig uden om en legeaftale med sin dødkedelige chefs børn.

Da der flytter en studenterforening ind i nabohuset, prøver Mac og Kelly at finde balancen mellem at være cool naboer og ansvarlige babyforældre. Men snart er de så trætte af den konstante festlarm, at de ringer efter politiet – hvilket bliver startskuddet til en bitter og konstant eskalerende nabokrig.

Plottet er ikke videre troværdigt. Hvordan en studenterforening kan holde vanvittige, støjende drukfester i døgndrift i et stille weekendkvarter, uden at andre end det ene nabopar generes, springer filmen let hen over.

Men okay, dette er en ungdomskomedie anrettet med grovfilen, og det, vi kommer efter, er jokesene. Jo plattere, jo bedre. Og platte vitser er der masser af: Seth Rogen, der må malke sin kones mælkespændte bryster, deres baby, som er ved at spise et brugt kondom, et slagsmål med nogle meget bløde og hvide dildoer. Og så et løbende indtag af joints, svampe og ustyrlige mængder alkohol.

Desværre mangler Bad Neighbours dét, der skal til for at få grovhederne til at fungere. I Rogens bedste film – ofte skrevet af enten ham selv og hans faste makker Evan Goldberg eller af Judd Apatow – er der et ægte vanvid. Det gælder den rodede og hashomtågede action-komedie Pineapple Express, der sandt for dyden ikke er elegant, men som virker.

Bad Neighbours kan ikke blive enig med sig selv, om den hylder klassiske far-mor-og-børn-familieværdier eller evig ungdom. Det er en skæg idé at have Rogen, den evige college-knægt, som den forsøgsvist modne familiefar. Men i det meste af filmen virker det, som om han egentlig helst bare ville drikke og ryge hash med de unge!

Et større problem er, at filmen simpelthen er svagt skrevet og instrueret. Det kræver elegance og overbevisning at lave en rigtig god bad taste-komedie. Men instruktøren Nicholas Stoller (som har lavet den hæderlige Droppet af Sarah Marshall) rammer kun sjældent den afgørende timing. Og det går især ud over Rogen, der ellers burde være usvigeligt sikker i netop denne type film. Her virker han som en lidt mat kopi af sig selv.

Mest interessant er Zac Efron som lederen af studenterforeningen, der bliver Seth Rogens bitre fjende. Det tidligere Disney-teenageidol spiller rollen helt uden glimt i øjet med en intensitet, der flere steder gør figuren både rørende og skræmmende – mere Patrick Bateman end John Belushi. Det er en fin præstation, som egentlig hører hjemme i en helt anden film.