The Ballad of Buster Scruggs

Coen-brødrene er Hollywoods genresikre brødre. 

Ethan og Joel Coen har gennem en lang række film siden 80’erne bevist, at de som få mestrer håndværket og kan deres genrer på fingerspidserne. De på en gang hylder og fornyer genrerne. 

Med The Ballad of Buster Scruggs, der er en antologifilm, vender brødrene Coen tilbage til den ærkeamerikanske western, som de før har udforsket i True Grit og i en moderniseret udgave med No Country for Old Men. 

The Ballad of Buster Scruggs er i kraft af sit antologiformat dog en speciel størrelse. 

Angiveligt var filmen oprindelig tænkt som en serie. Men den har nu fået premiere på Netflix som en film på godt to timer og ti minutter, der består af seks små fortællinger, som umiddelbart intet har med hinanden at gøre. Altså lige bortset fra, at de alle foregår i det samme klassiske westernmiljø og selvfølgelig er skruet sammen med Coen-brødrenes vanlige sans sort tragikomik og for det underfundigt underfortalte. 

Filmen lægger veloplagt fra land med den første fortælling om titlens Buster Scruggs spillet af Tim Blake Nelson, der også kendes fra O Brother, Where Art Thou? 

Buster Scruggs er en herlig, guitarspillende figur – klædt i hvidt cowboy-kostume fra top til tå – der lige så godt kunne befinde sig i en musical som i en western. Han er rapkæftet, kæphøj og skarptskydende, og så misser han sjældent en lejlighed til at synge en lille trille. 

Den første fortælling om Buster Scruggs er samtidig også den mest letbenede og lystige. 

Hver fortælling bindes sammen af en slags rammefortælling i form af små scener, hvor der bladres i den bog, som vi må forstå, at fortællingerne stammer fra. Det lugter lidt af en Coen’sk western-udgave af klassisk litterære rammefortællinger som Decameron eller 1001 nats eventyr. 

Der i det hele taget noget litterært over The Ballad of Buster Scruggs, der fungerer som en samling filmiske noveller med et langsomt, eftertænksomt og til tider poetisk filmsprog. 

Der er velkendte og store navne på rollelisten som James Franco og Liam Neeson, men samtidig er det befriende dejligt også at se mindre kendte og overraskende ansigter i bærende roller. Zoe Kazan er god som ungmø, der møder præriens hårde kendsgerninger, mens sangeren Tom Waits – godt gemt bag et iltert fuldskæg – er forrygende i rollen som stædig guldgraver. 

The Ballad of Buster Scruggs er Coen-brødrenes vellykkede forsøg på et anderledes format, som udfordrer publikum. 

Det kan undervejs være svært helt at gennemskue meningen eller pointen med de seks fortællinger, men det er en del af filmens charme, at man konstant føler sig draget. I stedet for at udfolde en forkromet fortælling som i en regulær spillefilm forbliver The Ballad of Buster Scruggs forførende frisk, fordi formatet er stramt og enkelt. 

I den sidste af de seks små film deler tre tilfældige rejsende prærievogn med et dusørjægerpar. Fortællingen foregår stort set kun i vognen, men Coen-brødrene viser her deres fornemme evne til at tryllebinde og fascinere med få midler. 

Da dusørjægerne kloger sig på fortællingens natur, er det svært ikke at opfatte det som instruktørparrets lille afslutningssalut til publikum. 

”I kender historierne, men kan ikke få nok af dem. Måske fordi vi forbinder historierne med os selv, og vi elsker at høre om os selv. Så længe personerne i historien er os, men ikke os selv,” lyder det på kryptisk vis.