Ballerina

Sårbart og åbent, smukt og stærkt. Sådan fremstår den nu 89-årige Elsa Marianne von Rosens ansigt, som man præsenteres for som noget af det første i den danske dokumentarfilm Ballerina.

Kameraet dvæler ved ansigtet og giver sig god tid. Den aldrende solodanserinde siger ikke noget, hun ser bare. Hun fortæller ikke, men fortællingen er alligevel hendes: en beretning om et langt liv med dansen. Eller hvis man skulle bruge filmens retorik: en beretning om et livslangt kærlighedsforhold til dansen.

For Elsa Marianne von Rosen er forelsket i dansen. Fra hun så sin første ballet i 1933 som niårig i Stockholm, blev hun åbenbart som ramt af lynet, og ingenting skulle nogensinde blive det samme igen. Ja, hun var blevet så altoverskyggende hovedkulds forgabt i dansen, at den resten af hendes liv kom til at fylde alting og feje alt andet væk. Selv kærligheden til en mand. Det er i hvert fald præmissen for fortællingen i Ballerina, og filmen serverer sit budskab med stor patos: Dansen er alt.

Historien bliver fortalt med von Rosens egne ord, som instruktør Maja Friis, producent Mille Haynes og forfatter Josefine Klougart har plukket ud af selvbiografien Inte bara en dans på rosor og er oplæst af skuespiller Stina Ekblad.

Og så bliver den fortalt med dans.

På mange måder en ret indlysende metode til at fortælle en dansers historie, og det er da også uden tvivl et virkelig effektivt greb i filmen, hvor intensiteten i de ultrasmukke dansescener (brillant filmet af Brian Curt Petersen) rammer og forfører, uden det hele bliver (for) patetisk eller selvhøjtideligt. Man forstår simpelthen – med eksemplets magt – hvad det er, der er så stort ved det her danseri. Hvad dansen kan. Hvad den gør. Hvad den kan gøre ved én, hvordan den kan berøre. Med stor sanselighed bevæger vi os med kameraet rundt om danserne, så man næsten sidder med følelsen af at overvære noget privat. Det er godt. Nærværende, intenst og dirrende.

Dansescenerne er sort-hvide iscenesættelser med tre moderne dansere: en kvinde, to mænd. Motivet for dansen er gennemgående: en kvinde fanget mellem to mænd. Elsa Marianne von Rosen fanget mellem sine to elskere: dansen og manden.

Man kan sagtens nyde filmen og især dansen i filmen, selvom man, som jeg, har det svært med præmissen om, at det mellemværende, som en kunstner har med sin kunst og sin praksis, skal lukkes inde i den vulgære metafor, at dansen er en elsker. En elsker, som besværliggør eller endda udelukker, at man samtidig kan hengive sig til et andet menneske af kød og blod.

Jeg har simpelthen svært ved at tro på det. Det bliver for floromvundet og uvirkeligt. Ligesom jeg har svært ved at rumme Stina Ekblads noget følelsesladede voice-over og det svulstige ordvalg.

Når filmen alligevel er værd at se, er det på grund af dansen. Og for en film, der netop har som ærinde at hylde dansen, er det vel egentlig meget godt gået.