The Banshees of Inisherin

Det er ikke til at sige, hvor The Banshees of Inisherin vil lande i fremtidens store filmkanon.

Men den kommer uden tvivl til at blive regnet blandt de bedste værker af Martin McDonagh, den engelsk-irske forfatter og instruktør, der er kendt for sin kulørte, ramsaltede dialog, sorte humor og sanseløse vold.

Hans seneste er på niveau med debutfilmen In Bruges, som også har Colin Farrell og Brendan Gleeson i hovedrollerne, og med de fremragende teaterstykker The Pillowman, The Lieutenant of Inishmore og Hangmen.

Foruden mange andre indlysende kvaliteter er The Banshees of Inisherin sikret en plads i historiebøgerne som filmen, der fik alle til at ønske sig et miniature-æsel – kæledyrsdillen ingen så komme.

I filmen optræder nemlig et særligt elskeligt æsel ved navn Jenny. Hun er en blid sjæl med lodne ører, omtrent på størrelse med en granddanois. Malkebonden Padraic, en godmodig, simpel mand spillet af Colin Farrell, holder meget af hende.

Filmen foregår i 1923 på en af Aran-øerne vest for den irske by Galway. Det er en tid og et sted, hvor arbejderklassen kunne fornøje sig med at drikke, spille musik eller snakke med hinanden. Ikke alle kunne læse, og endnu færre kunne få fat på bøger.

En dag annoncerer Padraics bedste ven, den lidt mere ambitiøse violinspiller Colm (Brendan Gleeson), at han ikke længere vil spilde tid sammen med Padraic. Deres samtale har det med at kredse om, hvad Padriac finder, når han skovler efter sine mange husdyr.

Hvis Colm skal nå at opnå noget med sit liv – som at færdiggøre en melodi, han kalder ”The Banshees of Inisherin” – er han nødt til at holde op med at lytte til Padraics lort.

Padraic føler sig forvirret og forladt.

Snart begynder han også at kede sig, da han kan ikke finde andre at snakke med end Dominic Kearney, som alle regner for at være landsbyidiot. Også selv om Dominic indimellem har fornuftige ting at bidrage med.

Krisen får Padraic til at trodse sin klogere, mere dannede søster Siobhans strenge formaninger og lukke Jenny med ind i køkkenet for at holde ham med selskab.

Det kan umuligt gå godt.

Filmen går med tunge skridt frem mod et brændende, blodigt opgør, der er lige så absurd og lige så velsmurt som al den øvrige plotmekanik.

Konflikten optrappes, da Colm truer med at skære en af sine fingre af, for hver gang Padraic taler til ham. Imens lurer der et sted i kulissen en dyster profeti om, at en – eller måske to – af øboerne snart vil dø.

Hvad skal det alt sammen betyde? Martin McDonagh giver ikke nemme svar, men ved at bygge sine historier op om tematiske modpoler giver han et praj.

I In Bruges holdes loyalitet og venskab mellem to lejemordere i spænd af overlevelse og pligt. I instruktørens forrige film, Three Billboards Outside Ebbing, Missouri, hvor Frances McDormands sørgende mor lejer tre vejplakater for at udskamme politiet til at finde datterens morder, gælder det retfærdighed over for hævn – en af McDonaghs yndlingskonflikter, der også udfoldes i skuespillet Hangmen.

I hans seneste film er modpolerne venlighed og kunstneriske ambitioner.

Padraic er en flink fyr, han er bare kedelig at høre på. Og nu hvor Colm pludselig føler sig kaldet til kunsten, har han ikke tid til mere ævl. Præcis hvordan han har tænkt sig at skabe musik uden fingre, siger han ikke noget om, men tanken om at skamfere sig for kunsten – som Van Gogh med øret – må tiltale den stolte stivstikker.

Hans plan giver ikke helt mening. Men det gør borgerkrigen heller ikke for øboerne, der kan høre bomberne falde ovre på fastlandet.

Det giver heller ikke mening, at en far, endda en politimand, skulle misbruge og tæske sin eneste søn, eller – indvender Padraic – at æsler, ponyer og køer ikke må være inde i huset, når det nu er helt okay med hunde og katte.

Men disse absurditeter er alle en del af det ujævne, klippefyldte landskab, hvis græs og lyng indfanges af fotografen Ben Davies i åndeløst smukke droneoptagelser.

The Banshees of Inisherin har en sublim billedside, rig på stærke kompositioner i grønne og brune nuancer. Faktisk er det en nærmest perfekt film i alle henseender. Særligt hvad angår den sprælske dialog, der leveres overbevisende.

Colin Farrell, Brendan Gleeson og hele holdet af skuespillere – Kerry Condon og Barry Keoghan er også i absolut topform som søsteren Siobhan og den tragiske outsider Dominic – taler med en vild og ærkeirsk musikalitet. Replikkerne falder i en synkoperet rytme af smådrillerier, der bare bliver ved.

Men det er hele ensemblet, der gør filmen så formidabel.

Den havde ikke været lige så gribende uden Carter Burwells skønne musik og danske Mikkel E.G. Nielsens knivskarpe klipning. Det samme gælder resten af filmholdet – hele vejen ned til, hvem der end dresserede det charmerende æsel.

Colin Farrell og Martin McDonagh vandt priser på festivalen i Venedig for bedste skuespil og manuskript, og The Banshees of Inisherin bliver helt sikkert en af Oscar-sæsonens fortjente sværvægtere.

Det er svært at spå, især om fremtiden. Men for mig hersker der ingen tvivl om, at det er formidable Martin McDonaghs bedste film til dato.