Barbarian

Den første scene i Zach Creggers horrorfilm Barbarian kunne have været en fremragende kortfilm i sig selv.

Unge Tess (Georgina Campbell) er i Detroit for at gå til en jobsamtale. Hun ankommer en sen, regnvåd aften til sit Airbnb, som er det eneste pæne hus i en af byens allermest smadrede forstæder.

Men huset er tilsyneladende blevet dobbeltbooket. I døren bliver hun mødt af den forvirrede Keith (Bill Skarsgård), som også skal bo i huset.

Fra starten er Tess skeptisk over for den akavede, men venlige mand. Han byder på te, tilbyder at sove på sofaen og løber ud efter rene lagener. Men der er alligevel noget mærkeligt over, hvor ivrigt han forsøger at vinde hendes tillid.

Og hvorfor byder han igen og igen på drikkevarer?

Det bliver ikke bedre af, at Keith er spillet af Bill Skarsgård. Den svenske skuespiller er på grund af rollen som klovnen Pennywise i genindspilningen af It-serien efterhånden uløseligt forbundet med ondskab og ubehag.

Men selv om han fra Tess’ perspektiv virker som et omvandrende faresignal, er det også nemt at identificere sig med Keith: en mand, der gør sit bedste for at undgå den mistro, som i vores tid – desværre ofte forståeligt – er forbundet med fremmede mænd.

”Hvis jeg var ankommet først, ville jeg aldrig have lukket dig ind,” indrømmer Tess. De fleste kvinder ville nok have det meget på samme måde.

Men er Keith bare en nervøs fyr, eller er han som først antaget en psykopat i fåreklæder? Hver gang noget tyder på det ene, bliver det modsagt af det næste, han gør. Den galopperende spænding forsvinder aldrig ud af den ellers ret afdæmpede dialogscene.

Tess har valget imellem at være et mistroisk røvhul eller en naiv idiot.

Scenen er et horror-teknisk mesterstykke, der med simple virkemidler hudfletter tidens intensiverende spændinger mellem kønnene. Og skuespillerne får de forsigtige replikker til at stå snorlige.

Resten af filmen er desværre ikke på samme høje niveau. For da de to bofæller opdager et hemmeligt rum i kælderen, forsvinder den subtile spænding til fordel for et langt mere almindeligt gyserplot – fyldt med vold og flirten med det overnaturlige.

Det skal dog siges, at Barbarian aldrig bliver kedelig. Man føler sig fra start til slut inviteret med på en dybt uforudsigelig og ubehagelig rejse med vilde drejninger, som det ville være synd at afsløre her.

Desuden er Tess er fra begyndelsen en langt mere intelligent og relaterbar karakter end den stereotype hovedperson i horrorfilm.

Hun bruger et spejl til at orientere sig i en mørk tunnel. Når vejen forude ser så uhyggelig ud, at intet menneske i sine sansers fulde brug ville gå ned ad den, finder hun noget andet.

Men den jordbundne elegance fra første scene vender ikke tilbage. I stedet introduceres vi cirka halvvejs for Airbnb-husets ejer AJ, som spilles af Justin Long.

AJ er sympatiske og selvbevidste Tess’ diametrale modsætning. En fladpandet skuespiller, hvis liv falder sammen, da en kollega anklager ham for voldtægt, og som derfor tager til Detroit for at sælge huset og få styr på finanserne.

I starten er det pludselige skift fra Tess’ til AJ’s perspektiv en pirrende drejning, men det viser sig, at AJ er en mere todimensionel figur uden meget at byde på. Han er bare en lort.

Som i mange andre gysere er opbygningen bedre end forløsningen, men det ændrer ikke på, at Barbarian er en forbasket uhyggelig og medrivende horror-film.