Bardo

Mexicanske Alejandro G. Iñarritu har holdt lav profil, siden han to år i træk vandt Oscar-priser for bedste instruktør med Birdman og The Revenant.

Nu vender han tilbage med en timelang odyssé om en dokumentarinstruktør, der ligner ham selv i fiktiv forklædning.

Vi møder Silverio Gama en uges tid før han skal modtage en vigtig pris for sin store, sandhedssøgende karriere. Han har givet værdighed til forsvundne migranter, los desparacitos, fået en kartelboss til at hudflette samfundets hykleri og lagt sig ud med magtfulde politikere i en humanistisk sags tjeneste.

Silverio Gama er så vigtig en stemme, at den amerikanske ambassadør lover ham et solointerview med præsidenten, hvis Silverio i sin takketale vil blåstemple administrationens udlændingepolitik.

Han afslår naturligvis, men talen plager ham. Hvilken grimasse kan passe, når man modtager sådan en anerkendelse?

”Bardo” er et buddhistisk begreb for efterlivets venteværelse, hvor sjælen samler erfaringer fra det overståede liv og forbereder sig på at blive genfødt. Dette stadie mellem liv og død er et strukturerende princip i filmen, der springer rundt mellem minder og nutidshandling og bider sig selv i halen.

Daniel Giménez Cacho skildrer engagerende Silverio som en forjaget og forvænt førsteklasses-immigrant, der føler sig fanget mellem to stole: for mexicansk til amerikanerne og for amerikansk til mexicanerne.

Trods et lykkeligt ægteskab og to voksne børn plages familien af traumet efter at have mistet den lille søn Mateo, der døde kun én dag gammel.

Som Birdman er Bardo et dyk ned i en mandlig kunstners selvforståelse. Men historien er selvfølgelig mere personlig for Iñarritu, som har han lavet filmen for at blive klogere på sig selv.

Eller for at se, hvor dybt han kan pille sig selv i navlen, kunne man utaknemmeligt sige.

Bardo står i dyb gæld til Federico Fellinis 8½, der selvironiserer over en stor instruktørs karriere, men også til amerikanske Charlie Kaufmans neurotikerportrætter som Evigt solskin i et pletfrit sind.

Begge er ledestjerner i en scene, hvor Silverio drømmer sig tilbage til dengang på drengeværelset, hvor han begyndte at onanere. Han fantaserer om danseren Tania, som blotlægger et par bryster malet som spejlæg. Blommen løber, da han sutter på brystvorten, mens et skrattende hornorkester skælmsk understreger det surrealistiske optrin.

Det er aldrig kedeligt. Og Alejandro G. Iñarritus filmsproglige ekvilibrisme er ikke til at overse. Kameraet søger ind og ud mellem karaktererne og farer rundt i dynamiske, gennemkoreograferede scener, der dog er mindre prangende end i The Revenant og mindre skarpe end i Birdman.

Darius Khondjis kamera gør ikke opmærksom på sig selv, men fotografen fejrer stadig livets store skønhed og ulidelige lethed i blærede kompositioner og storladne scener med hundredvis af statister.

Ambitionerne i Bardo er bjergtagende, og Iñarritu realiserer sin vision i 70mm-format med et tilsyneladende bundløst Netflix-budget.

Der er bare ikke langt fra selvudleverende til selvoptaget.

Instruktøren fik sin første rigtige næse af anmelderne, da Bardo havde verdenspremiere i Venedig, og han har siden klippet den ned med 22 minutter. Iñarritu forsøgte ellers at komme kritikken i forkøbet ved at lade Silverios gamle venner brokke sig over hans seneste, selvfikserede dokumentarfilm.

Bardo har store emner på hjerte, men føler ikke behov for at sige noget definitivt om nogen af dem.

”Livet er ikke andet end en række af korte, meningsløse begivenheder,” som Silverios døde far opsummerer filmens filosofi. ”Man må bare overgive sig til det.”