Barking Dogs Never Bite

”Jeg er ved at gå i hundene,” snøvler Ko Yun-ju (Lee Sung-jae) fordrukkent, mens hans hoved ligger på konens Eun-sils (Kim Ho-jung) højgravide mave.

Akademikeren har været ude med nogle universitetskollegaer til en omgang druk og karaoke, i håbet om at det kunne gavne hans muligheder for at blive professor.

Der er nemlig kommet en åbning. Og da han ikke har penge til at bestikke sig til positionen – som det åbenbart er kutyme – prøver han lidt af hvert.

Men mest af alt er han bare glad for at slippe ud fra hjemmets trange fire vægge.

Hans dag består nemlig ikke af så meget andet end at stå op og ordne lejligheden og dernæst sove, indtil konen kommer hjem. Den trøstesløse hverdag bliver kun afbrudt af en infernalsk bjæffen fra en uset, lille hund et eller andet sted i det store lejlighedskompleks.

På randen af vanvid går Yun-ju på jagt og finder en lille shih tzu, som han forsøger at smide fra bygningens tag. Kujonen kan dog ikke gennemføre det og bliver afbrudt, inden han kan samle mod til at prøve igen.

I stedet går han ned i kælderen og prøver at hænge det stakkels dyr, men også det opgiver krysteren og smider kræet ind i et skab i kælderen.

Til trods for det makabre og chokerende formål er der noget absurd humoristisk i at overvære de patetiske forsøg på hundemord.

Og det er ikke så underligt, når man ved, at instruktøren er Bong Joon-ho, en af Sydkoreas fremmeste samfundssatirikere.

Her i debutfilmen Barking Dogs Never Bite fra 2000 fornemmer man nogle af de elementer, der gennem karrieren er blevet forfinet til perfektion i Cannes- og Oscar-vinderen Parasite.

Mesterens fokus er på de laveste i samfundet. Dem, der drømmer om at komme højere op i systemet og blive til en betydningsfuld person.

I lejlighedskomplekset bor også Park Hyun-nam (Bae Doona). Hun har et dødssygt job som bogholder, og inspireret af en bankmedarbejder, der stopper en røver, vil hun gerne gøre noget heroisk og blive berømt.

Park Hyun-nam bliver viklet ind i hundevirvaret, hvor flere små tæppetissere er i overhængende fare for at miste livet.

Nidkært kaster hun sig ud i et opklaringsarbejde, hun på ingen måde er dygtig nok til. Men hun har gåpåmod og hjertet på rette sted – endnu et gennemgående træk hos instruktøren.

Kontrasten hertil er egoister som Yun-ju, der mener, at fordi de har modgang i livet, har de lov til at gøre ekstreme ting. For det er jo synd for dem.

Det er for eksempel med det ræsonnement, at en pedel koger suppe på hunde. ”De får bedre mad end mig,” siger han, da samtalen går på, at man må have mange penge, hvis man har råd til at have hund.

Han æder bogstavelig talt de riges hunde – et tema, der går igen i Parasite og den postapokalyptiske actionbasker Snowpiercer.

Pedellen er da også skåret over samme idiot-skabelon som de korrupte betjente i Memories of Murder og excentriske forretningsfolk i dyrevelfærds-fantasyfilmen Okja.

Debutfilmen rummer ingen åbenbaringer i forhold til Bong Joon-ho oeuvre. Men det er pudsigt at se, hvor stort et kvantespring, der alligevel er sket fra Barking Dogs Never Bite og til hans næste film tre år senere, magnum opusset Memories of Murder.

Det er en udmærket film med en charmerende retro-kitschet underlægningsmusik. Men at dømme efter debuten ville man aldrig have gættet, at instruktøren ville blive en af de mest toneangivende i verden.