Battle of the Sexes

Den bedste scene i Battle of the Sexes kommer til sidst, hvor Billie Jean King bryder grædende sammen i omklædningsrummet efter tenniskampen mod Bobby Riggs. 

Her bliver filmen for alvor gribende, fordi man mærker, hvor betydningsfuld kampen var for den unge kvinde. Ikke bare som tennisspiller, men også som repræsentant for et helt køn, der ikke blev respekteret på 1970’ernes tennisscene eller for den sags skyld i samfundet. 

Paradoksalt nok er filmens egentlige klimaks, hvor kønskampen bliver manifesteret mellem linjerne på græsset med en ketsjer i hånden, den svageste scene. 

Det er næsten pinligt åbenlyst, at Emma Stone og Steve Carell ikke er tennis-, men skuespillere. 

Derfor får det endelige opgør mellem dem aldrig den intensitet og personlige nerve, man så i Janus Metz’ vellykkede Borg, hvor ensomheden på banen bliver ophøjet til et af livets grundvilkår. 

Battle of the Sexes er ikke en film for tennisfans, men et karakterdrama fra en svunden tid, der for mange vil føles ganske aktuel i disse tiders fokus på magtforhold mellem mænd og kvinder. Og filmen lever af sine skuespilleres flotte præstationer uden for tennisbanen. 

Den selverklærede chauvinist Bobby Riggs er med i overraskende lidt af filmen, men Steve Carell stråler med et smittende humør, som næsten får én til at glemme, at Riggs dyrker provokationer til laveste fællesnævner. 

Ganske passende tilhører filmen dog Billie Jean King, der bliver tegnet som et lige dele stærkt og sart menneske. 

I Emma Stones spinkle skikkelse er hun selvsikker ved pressekonferencen inden kampen og en benhård forhandler, der ikke finder sig i anderledes behandling af de kvindelige tennisspillere. På banen udspiller hun ofte sine medsøstre, men er behageligt selskab udenfor. 

Hun er dog også dybt usikker i sit privatliv, som farves af spørgsmål om en gryende tiltrækning mod en anden kvinde, frisøren Marilyn (Andrea Riseborough). 

Billie Jean King er lykkeligt gift med en sød og forstående mand, men den ellers beherskede kvinde mister kontrollen, da hun bliver forført af en person, der tilfældigvis har samme køn som hende selv. 

Instruktører-ægteparret Jonathan Dayton og Valerie Faris, kendt for Oscar-vinderen Little Miss Sunshine, fortæller igen elegant en lille historie med enorme temaer. Man føler sig ikke taget som gidsel i et politisk projekt, men tværtimod omfavnet af en menneskelig fortælling. 

En natlig telefonsamtale mellem King og Riggs demonstrerer sublimt det menneskelige og får én til at ønske, at de to faktisk havde haft mere tid sammen i filmen. 

Det skaber en herligt dynamisk humor, når de meget forskellige mennesker bekriger hinanden verbalt foran pressen. De ser begge fordelen af den opmærksomhed, som konflikten skaber. De indtager hver deres rolle. King er den seriøse krigerinde med identitetskrise og han den fjollede hofnar, der kæmper med et gedigent ludomani-problem. 

Det er afrundede mennesker, som er langt mere komplekse end de firkantede idrætsudøvere, der ofte bliver præsenteret i sportsjournalistik. 

Det bliver ofte en anelse kvalmt, når film om autentiske begivenheder bruger virkelighedens billeder til at banke følelser ind i fortællingen. Men fordi hele Kings livshistorie ikke bliver fremlagt i Battle of the Sexes, nyder man at se, hvordan den ægte Billie Jean Kings liv formede sig efter den skæbnesvangre kamp i 1973. 

Filmen foregår i et solstøvet miljø, der er fuld af morsomme og absurde paradokser. Filmens Oscar-vindende manuskriptforfatter Simon Beaufoy (Slumdog Millionaire) behøver ikke engang opdigte, at kvindernes selvskabte tennisturnering bliver sponsoreret af cigaretfabrikanten Virginia Slims. 

Men de historiske detaljer indgår lydefrit i en historie, der finder kernen af en kønshistorisk kamp for 45 år siden, som lever videre i dag.